Så skal da det evige mørke
sidde med sorte blikke
og stirre mig ind i sjælens bund
og vække rædslerne i sin grund,
de ukendte rædsler, som lænkede ligge?
Så skal fra det fjerne jeg høre
brus fra forglemmelsens Lethe?
Did går ingen vej, jeg ved ingen sti,
den ruller forbi — alt er forbi.
Ak, hvor kan jeg glemme dig, kære, tilbedte?