Der sænkes et slør af aftenduggs-gråd
under døende dag på midsommervange.
Tågen stiger fra grunden våd,
fjerntborte toner et kørende selskabs sange.
På havet hist synker sagte hen
det sidste rødmende minde om solen.
Kom lad os vandre, min hjertensven,
til den mørke strand, hvor bølgerne mødes med molen.
Dér tør vi drømme, når lys-larmen flyr,
dér tør jeg atter, når havmørket stiger,
fortælle de fagreste eventyr,
dér tør vi tro på en lykke, som aldrig viger.
Dagen have så hård en hånd,
sorger kan komme så mange sinde;
er viljen end veg som pilens vånd,
vor lykke kan dør, vor elskov kan aldrig svinde.