I den fremmede haves sælsomt snoede gange,
Mellem blødende valmu og blege liljers hvidt,
gik jeg og lytted til sjælens tavse sange
— min stakkels sjæl, der havde grædt så tidt.
I den fremmede have mødte jeg en kvinde.
»Hvad vil du i min verden? hvi kommer du her?«
Tyst som i drømme vi vandrede derinde.
»Ræk mig din hånd, du er mig såre kær.«
Dog i det fjerne brusen af en flod der lyder,
suser med sorg, rinder med gråd.
Hvorhen den flod strømmer? hvorhen den flod flyder?
hvo ved det — — ingen ved det — — ingen ved råd.
Og det lider mod fald. Nu visne alle blommer
i den store fremmede have. Året skrider frem.
»Elskede, se dig ud, høsten kommer;
her tør vi ikke blive – vi vil vandre hjem«.
»Og hør du blege færgemand ved disse strande,
før os over os to, vær ikke sen!«
Da mumled det og trued fra de sorte vande:
»hende vil vi bære – hisset ventes kun een«.
Men i den fremmede have må jeg ensom græde;
natten stunder, og så lidet jeg ved,
hvorhen den tavse færgemand har ført min glæde,
min livsens sol, min sommer, min kærlighed.