Min lette robåd drev
henover store, sælsomt øde vande.
Svagtbuet, grænseløs lå havets flade,
man kendte ej, hvor hav og himmel mødtes.
Og nu ved kveld, da skyerne blev røde,
det synes fast, som båden varsomt skar
en sæbebobles fugtig-kælne hud,
med glans af alle skære farvers møde,
et tavsere, et mere magisk billed
af himlens drømmefødte dejlighed.
Men ned i havets dyb
når lyset ikke; dèr er evigt mørke.
O vide hav, o høje, tavse himmel!
så giv mig da den herlighed, I lover;
hvor er den dulgt, den rigdom, I forjætter?
den er jo til, den må jo være til — —
på andre steder – bag den røde skymur,
bag sæbeboblens hud — — ja bagved, bagved.
Men senere den kveld
da fødtes hvide skikkelser af havet;
og det var tåger; stor var deres højde;
de ligned vildt uformelige kæmper.
Og deres tale er den onde storm,
som snart på ny vil vågne for at vandre
henover havets krop, den skælvende.
Snart vil der fødes skrig på tusind læber;
snart vil der atter briste tusind hjerter;
den døde skudes kække mænd vil glide
ind i det tavse svælg, som ingen kender.
Thi ned i havets dyb
når lyset ikke; dèr er evigt mørke.
I hvide måger, vil I vare mig?
Jeg hører eders skrig,
der klinger som en hæs, afskylig latter.
Og alle vande stønner.
Og alle farver dø.
De hvide tåger flosser og forsvinder.
Og dèr er stormen — — — —
— — — — — i min lette båd
jeg driver over havet, ind i natten.