Morgensang
Mel. Himlen aabnes —
Mel. Himlen aabnes —
Lyset fødes, Mørket svinder,
sagte farves Østens Kinder,
sagte rødmer Mark og Lund;
Somrens muntre Fugleskare
og den lille brune Hare
vaagner af det sidste Blund.
Se, nu stiger Sol af Havet:
alt er favnet og begravet
i dens stærke Straalebad.
Du alene sidder bange!
Kender du ej Lysets Sange,
som gør Sjælen sund og glad!
Tænd ej Mismods svage Kerte,
nej, lad Solen i dit Hjerte
lyse ind sit klare Guld!
Mørket skal ej Magten have;
Lyset er vor Faders Gave
fra Hans Rigdom underfuld.
Thi et Hav af Lys jeg kender,
et, hvis Styrke aldrig ender,
og hvis Glans ej slettes ud:
Intet Maal det Hav kan tømme,
evig, evig vil det strømme
fra vor Fader, fra vor Gud.