En have af liljer, en liljebleg have jeg ved;
den blomstrer ved nat, når dagen i dybet gled.
Dèr er der så tyst; kun lys fra liljernes munde;
did tør min sjæls de hjemløse tanker stunde.
Og trindt den have rødmer et blødende hav;
over den hænger skyer med lød som rav;
så sitrende blanke tårer fra liljerne rinde;
så smertelig hulker min hjemløse sjæl herinde.
Thi ud mod dagenes ophav jager en fugl,
på higende vinger bruser den frem af sit skjul;
jeg ved så vel, at did kan den aldrig vinde;
dog følger min hjemløse sjæl den med gråd herinde.