Jeg så de segnende blade,
jeg hørte, hvor stormen jog
over blomster, som visned, som døde på øde enge;
og tankehastigt trækfugle drog
henover rugende have,
som greb i grædende strenge.
Mer ensom end farende fugle
jeg flakked i skumringen frem
til steder, jeg elsked, men havde ej set så længe:
jeg tror, jeg kaldte det eengang mit hjem;
og dèr stod blomster, jeg kendte,
visnede blomster på enge.
Jeg plukked med famlende hænder
hvad end at samle var værdt;
da klaged de små: vi dør, mens du drømte så længe.
»Klag ej! at leve er mere svært:
mørke er mine minder,
brustne mit hjertes strenge.«