Min sjæl kan fast ej fatte den forunderlige tanke,
at du er ingen andens, men min, ja min alene;
jeg svimler, som gik jeg mellem søjler himmelslanke:
Du elsker mig, du guddom, du milde jomfrurene.
Her ligger jeg paa lejet, men jeg kan ikke sove;
det er, som i mit kamme dit væsen sig udbreder,
som atter der hviskes fra nattestille skove
det ord, hvis magt ej brydes i alle evigheder.
Halv-vågen jeg drømmer mig hen til sære egne,
hvor gyldne fugle flagre mellem røde konvaller;
en hed, en giftig luftstrøm mig knuger allevegne,
men du mig leder lempelig ved hånd, at ej jeg falder.
Og drømme mig drage til store, fjerne strande,
hvor vilde vinde tude, og brådsøer brøle.
Da kommer du og føre mig til underlyse lande,
hvor blege blomster dufte, og kilder risle køle.
— Nu strømmer ind ad ruden dagsolens lys det rene;
jeg føler mig saa glad som mellem marmorsøjler slanke.
Du gav mig jo dit ja, du er min, ja min alene,
jeg glider saglig ind i den forunderlige tanke.