Solen er nede, de skumrende skove
tegner mod himlen en takket rand;
livet og dagen og søen vil sove
sove sig ind i drømmenes land.
Hvor stille, hvor stille! den disige varme
sænker sig ned, og den tavse sø
fastere folder de bløde arme
om den lave, sivbegroede ø.
Og du, min hulkende sjæl, vær stille!
også din lidelse varer kun kort;
snart skal i disen du ud dig skille,
og glide på lydløse vinger bort.