Stodderen stavrer fra Gaard til Gaard
i sin hullede Kofte;
sjælden i Guds Navn Brød han faar,
Eder og Skældsord ofte;
Hundene halser ad Betlerens Nød.
Fader, giv ham det daglige Brød,
lad ham ej sulte og fryse!
Fattigmands-Tøs faar Hug og Skænd,
maa ad Stræderne løbe:
Sprællemænd! – raaber hun – Sprællemænd!
Ingen vil Sprællemænd købe.
Nu hun græder for Sult og Nød.
Fader, giv Barnet det daglige Brød,
lad det ej haabløst græde!
Menneskemyrer bo tæt som Sand
fjærnt i det vældige Østen:
Vandfloden kommer med strømmende Vand,
Haglene nedslaar Høsten.
Døden er der, Hungerens Død.
Fader, giv dem det daglige Brød,
lad dem ej dø af Hunger!
Rige og fattige, store og smaa,
vi til vor Fader os vender:
Giv os alt, hvad vi trænge maa,
af dine rige Hænder!
Giv os for Legemet dagligt Brød!
Giv os Lys for vor Sjæle-Nød!
Lys er Sjælenes Føde.