Lammet skælved paa frygtsom Fod,
vildfarent, skilt fra Hjorden;
Gud da sendte en Hyrde god,
han vor Frelser er vorden.
Tak, o Fader, for hvad du gav:
Hjorden vil følge Hyrdens Stav,
Vej han ved til dit Rige!
Mange Hyrder har Faderen sendt,
vil de umyndige værne;
mangt et Lys har Faderen tændt,
mangen straalende Stjerne;
ingen dog lyste som Kristus klar,
Bud om Guds Kærlighed han bar,
Vej han ved til Guds Rige.
Fjern, ak fjern er den lyse Kyst;
dog i det dybe Mørke
taler Gud selv i vort svage Bryst,
giver os Mod og Styrke.
Faderen glemmer Barnet ej,
leder det selv ad den trange Vej
hjem til sit Herligheds-Rige.