Lange og skinnende
vejene ligger;
af regnvand de driver,
som sagtelig siver
gennem det gule,
foræltede randgræs
ned i de smalle
grøfter ved siden.
Fra vintertiden,
som minde om kulden,
ligger ved markernes
hegn de sidste
små aflange driver,
sorte som mulden,
der fed og glinsende
smiler i tågen.
Det er, som om egnen
endnu ej var vågen.
Kun masser af krager
har travlt og jorden
i øjesyn tager.
Nej hvilket ælte!
fem tommers søle!
Men hvem kan i dag vel
trods drivende veje,
trods regnvand og tåge
fortrydelse føle!
Jeg maa le, jeg må juble
og svinge med hatten,
jeg er strålende glad:
snart har vi jo våren,
snart ser jeg dig atter;
jeg synger — jeg synger
men ved ikke hvad.