Det er i de hellige Timer,
saa alvorsfuldt Klokkerne kimer;
ja Mindernes mægtige Malmklokker gaar,
og fjernt gennem Sekler vor Tanke naar
til Samuels Hus, til hin sorgtunge Kveld,
da Mesteren sagde de Kære Farvel,
Det er i de hellige Timer.
Det er i de natstille Stunder,
og Solen er alt gaaet under.
Vor Frelser beder dem hver især
at mindes ham, naar han ej mer er nær;
han lover at være usynlig Gæst,
hvergang de samles til Paaskefest.
Det er i de natstille Stunder
Det er i de angstfyldte Stunder,
og Solen er længst gaaet under.
Vor Frelser beder dem gemme i Hu
hvert kærligt Ord, han siger dem nu;
han rækker dem Vin, han bryder dem Brød,
han taler dem til om sin nære Død.
Det er i de angstfyldte Stunder.
Vi skuer en skælvende Stjerne
igennem de Sekler saa fjerne;
vi ser vor Faders kæreste Søn
hensunken i brændende, inderlig Bøn:
han beder for hver en Sjæl paa Jord,
for alle de Slægter, i Mørket bor.
Vi skuer en skælvende Stjerne
Det er i de kvalfyldte Timer,
Ej længere Klokkerne kimer.
Vi øjner Faklernes flammende Skær
og Mænd, der træder vor Frelser nær;
han bøjer sit Hoved, han følger med dem
til Dommens Forsmædelse, Fængselets Gem,
til Korsets kvalfyldte Timer.
Det er i de natsorte Stunder,
nu bløder de gabende Vunder.
End bløder de Vunder i Tusinders Sind,
end strømmer der Taarer paa Tusinders Kind.
Men hvo skal tvætte det strømmende Blod,
og hvo skal tørre de Taarers Flod,
og læge de blødende Vunder?
Saa sku da hin skælvende Stjerne,
end lyser den mat i det fjerne!
Men ej forgæves hin Nat var stridt,
og ej forgæves hans Død var lidt;
thi Stjernen skal vorde saa blank og stor,
dens Glans skal fylde den hele Jord.
Se Kærligheds straalende Stjerne!