Nu sænker Dagen sit Hoved
mod Vestens døende Skær,
og Maanen har tændt sit spæde Ny
hist over de sorte Træ’r,
og alt det fjerne og dybe
mig træder fortroligt nær.
Og bævende stiger min Tanke
mod Himlens vigende Blaa,
hvor fjernt i det uhyre, evige Rum
de tindrende Stjerner gaa,
hvor Gaade paa Gaade gemmes,
som Sindet maa gruble paa.
Og mørkere Natten bliver,
tungt rasler de sorte Træ’r,
og koldere bliver det kolde Rum
med de stumme Stjerners Hær;
jeg sænker stille mit Hoved
og bier paa Morgenskær.
Da bliver paa engang Natten
saa skælvende, skælvende tyst,
som hvisked svagt fra det uhyre Rum
en sagte og kærlig Røst:
Min Søn, min Søn, jeg længes
at trykke dig til mit Bryst!
Aa, tindrende Stjerner, saa er I
jo Kærligheds lysende Vej!
Og Barnet midt i den mørkeste Nat
af Faderen glemmes ej!
I hørte Hans kærlige Stemme:
Han længes efter mig!
Du Menneskesjæl, som famler
i Mørket, aa hør min Trøst,
at selv igennem den sorteste Nat
dig hvisker din Faders Røst:
Min Søn, min Søn, jeg længes
at trykke dig til mit Bryst!