Saa skulde hun strides med døden;
samlet var slægt og venner.
Der lå hun og krammede tæppet
med de gennemsigtige hænder.
Snart hørtes en dæmpet græden
snart lød der en sagte kalden,
og uophørligt imellem
den døendes hæse rallen.
Jeg strøg hendes hår fra panden,
jeg søgte de kære blikke,
jeg græd og bad og kaldte,
men ak, hun kendte mig ikke.
Jeg turde ej blive derinde,
der lå som bly på mit hjerte;
så gik jeg og gik i timer
i navnløs, fortvivlet smerte.
Men da jeg ved aftenstide
kom hjem til den kendte bolig
og hørte, nu havde hun udstridt,
blev jeg så underlig rolig.