O Gud, din vældige Visdom
kan Mennesker ej forstaa;
vi spejder i Verdensrummet,
kan aldrig dets Grænser naa;
du væved højt over Himlen
dit straalende Stjernenet;
vi knytter saa fattige Tanker,
og Maskerne brydes saa let.
O Gud, din vældige Visdom
er ud over alle Maal;
forgæves, forgæves vi stirre
paa Altets flammende Baal;
vi er som skibbrudne, kastet
i Land paa en øde Ø :
rundtom gaar mægtige Bølger,
en vidstrakt, uendelig Sø.
O Gud, din vældige Visdom
gør Mennesketanken stum,
du véd om en underfuld Verden
helt uden for Tid og Rum;
du kender hver Egn i Sjælens
uendeligt rige Land,
vi har kun smaa fattige Tanker,
som lidet os lære kan.
O Gud, din vældige Visdom
kun tjener din Kærlighed;
jeg véd, du har for os alle
et Hjem, en Bolig bered’;
jeg fatter ej Livets Love,
som formedes af din Aand,
men véd, du vil over os holde
din kærlige Faderhaand.