Mester, Mester! Aaret skrider,
Somrens lyse Dage glider
i det store Mørke ind;
Løvet falmer, Rosen visner
i den kolde Nattevind.
Løvet fældes, Glæden visner,
Sindet ældes, Hjertet isner
under Livets Uvejrs-Sky;
Sjælen, vingetræt og lammet,
véd ej Skjul og véd ej Ly.
Mester, Mester! Dagen lider;
én for én de Kære glider
ind i Nattemulmets Skød.
Død er Glæden – hjælp mig, Jesus,
hjælp mig i min bitre Nød!
»Elskte Broder, stands din Klage!
Føje Stund der er tilbage,
før vi hilser dig som Gæst
i de lyse Livets Lande
til en evig Jubelfest.
»Alt, du elsked, vil du favne,
ingen Kære vil du savne,
ej en Sjæl skal kastes ud;
alle, alle skal vi mødes
i vort rige Hjem hos Gud.
»Elskte Broder, hvorfor sørge,
hvorfor gruble, hvorfor spørge?
Snart hver Gaade er løst du faar
dér hvor Kærligheden blomstrer
i et evigt Gyldenaar.
»Aaret skrider, Dagen lider!
ind i Lysets Verden glider
Sjælene af Mørket ud,
did hvor Livets Rose blomstrer
uforkrænkelig hos Gud.«