Chr.K.F. Molbech (1821–88)

Tous les poèmes de Chr.K.F. Molbech sur Kalliope, classés par ordre alphabétique du premier vers. La liste peut servir à trouver un poème lorsque le titre est inconnu.

B

Bag Jordens Bryst, i Klippehiertets Kamre

D

Den brune Hiort i Lunden springer

Den kjedsom Vinter gik sin Gang

Der er en Gud, som over Danmark vaager!

Der er Sorg og Kamp paa Verdenshavet

Der var en Tid, nu er den længst forsvunden

Det mylred over Kongeaa

Det var en Vinternat; hvorhen jeg saae

Du brune Hiort ved Træets Rod

Du deilig Rosenknop

E

En Billedstøttes Tanke hviler stille

En Nattergal sad udenfor mit Vindue

Ensom jeg sidder i det stille Kammer

En tidlig Morgen, just som Solen vækked

F

Farvel! Nu brast det sidste Baand

Forunderlige Træ, som dybt herinde

Fra Skyens lysblaa Telt, hvor Solen luer

Fra Veiens Bred jeg skued Lykken drage

Før dig jeg elsked, var jeg som en Mand

Før Havets blege Mø sit Bytte kræver

G

Græd, Jerusalem! lyt til min Harpes Toner

H

Hans Haar er hvidt, ei Vintersnee

Henover Scenen svæver Digtets Aand

Herrens Time kommen er med Tidens Strømme

Hvad angaaer det dig, at jeg elsker din Røst

Hvad er vort Liv? En Skov, af Torne flettet

Hvad fattes dig, min Datter kiær!

Hvad hielper det, din Kind er rød

Hvad som Spire tidlig lagdes

Hvor er det sødt, ved Vintertide

Hvor Kedrons Slette smiler

Hvor mod Jordans Strande

Hvor nøgne Fieldryg kaster

Høibarmet Danmarks Gyldensnekke glider

Høit lyder Pauken, klart Trompeten skralder

Høit lyste Solen paa Judæas Himmel

I

Ifald du er mig huld, da vil du siden

I Jordens Midtpunkt dybest inde

I Skoven boer hun, Sang af Nattergale

I, som har vandret sammen

I Syden saae jeg Mænd og Kvinder bære

J

Jeg beder ei om Guldets Glød

Jeg synge skal en Vise

Jesus vandrer giennem Nattens Stille

K

Kald mig kun kold, du skal ei see den Kvide

Kom, kom! lad os flye

Kommen er den store Time

Kun een er Freias Stierne

L

Langtfra de rislende Vover

Lyd sidste Gang, sorgtunge Sang!

M

Madonna, vil en selsom Drøm du høre?

Med Stav i Haand, i Morgendæmringsstunden

Min Genius, hvor gaaer din Vei?

Min Ungdoms Hiem, det straabedækte, lille

Misund mig ei min Latter og min Glæde!

N

Naar Dagen er træt og vil gange til Ro

Naar du sidder i din Faders Stue

Naar Foraarssolen mildt, med Hænder blide

Naar sødt du hviler mellem Bolstre hvide

R

Rask igiennem dunkle Lunde

Roselil og hendes moder

S

See Navnet hist, i Barken dybt indskaaret!

Som Barnet, der sit Øielaag har lukket

Som denne Lund, hvor, liig en grønlig Slange

Som naar en Gartner, lidt før Sol sig tænder

Som Oldtids Spaamand, der fra Høiens Tinde

Som over Havets øde Bryst

Sov sødt, min Elskede, sov sødt!

T

Tilbage! lød Trompetens Skrald

V

Ved det stille Vand

Ved Foraarstid, naar Solens Guldfugl svinger

Veed du, hvorfor dit Billed speiler

Vender Tanken en Stund fra det festlige Lag