Syv og tyvende Sang
Fixstiernehimlen; fortsættelse. Primum mobile.
Fixstiernehimlen; fortsættelse. Primum mobile.
For Fader, Søn og Helligaand med Glæde
Begyndte Paradiset sligt et „Ære,“
At sødt berused mig det hulde Kvæde.
Og hvad jeg saae, et Smiil mig tyktes være
Af hele Skabningen, saa Synet sammen
Med Øret bidrog til hiin Ruus at nære.
O Fryd og uudsigelige Gammen!
O Liv af Kiærlighed og Fred besiælet!
O trygge Rigdom, fri for Ønskets Flammen!
De fire tændte Lys foran mig dvæled,
Men livligst skinned snart af al Formue
Som Jupiter, hvis den og Mars formaaede
At bytte deres Fiedre, blev at skue.
Forsynet, som fordeler i sin Naade
Gierning og Orden her blandt Himlens Skare,
Lod Sangen tie trindt og Stilhed raade;
Da lød det: „Undres ei ved at erfare,
„Jeg skifte kan min Lød; snart seer du Alle
„Forandre Farve ved mit Ord, det svare.
„Min Stol, min Stol, min Stol, saa den er vorden
„Tom i den Frelsers Øine, vi paakalde,
„Han har vanhelliget mit Gravsteds Orden
„Og giort det til en blodig, raadden Kule,
„Saa den Udstødte frydes under Jorden!"
Da blussed alle Himlens Lys, de gule,
Med Farve som en Sky, naar Solens Flammer
Ved Daggry tændes og i Kveld sig skiule.
Og som en ærbar Mø, der i sit Kammer
Trygt stoler paa sig selv, ved Andres Brøde,
Blot ved at høre den, sig frygtsom skammer:
Saadan blev Beatrices Kinder røde,
Og med sligt Mørke Himlen sig tilslørte,
Men han blev ved og atter Ord fremførte,
Og som hans Aasyn før, var dennesinde
Forandret ogsaa Stemmen, som jeg hørte:
„Cletus, Linus og jeg — vort Blod til Føde,
„At hun skal bruges nu til Guld at vinde;
„Nei, for at vinde dette Liv, udgøde
„Sixtus, Pius, Calixtus og den gode
„Urbanus deres Blod med Graad og døde.
„Blev skilt af vore Eftermænd i Tvende,
„Saa de tilhøire og tilvenstre stode;
„Og ei, at Nøglerne, jeg fik ihænde,
„Blev til et Bannertegn, der Christne trued,
„Og saaes i Kamp mod Døbte sig at vende;
„Ei heller, at mit Billede man skued
„Hvorover tidt jeg rødmet har og luet.
„I Hyrdeklæder over Mark og Enge
„Rovlystne Ulve brede sig dernede
„O du Guds Hævn, hvi tøver du saalænge?
„Sig til vort Blod at drikke — gode Kilde,
„Til hvilket lumpent Udløb maa du lede!
„Paa Jorden hævde Romas Verdensære,
„Vil atter hiælpe, før det er forsilde.
„Du Søn, der endnu Legemets Vægt maa bære
„Og vende hiem til Jord, opluk da Munden,
„Og skiul ei det, jeg ikke skiult lod være!"
Som frosne Dunster hist i Vinterstunden
Af Stiernegedens Horn paa Himmelgrunden,
Saae jeg modoven Ætheren deilig giøres,
Og lysende af Seiersglæde Vrimlen,
Der havde dvælet med os, opad føres.
Mit Øie fulgte lang Tid efter Stimlen,
Ei længer Kraft at følge den mod Himlen.
Thi sagde Herskerinden, da jeg neied
Mit Blik og løste Tankerne, de spændte:
„Sku ned, og see, hvor du er vidt omdreiet!"
Alt fra den Stund, jeg sidst mod Jord mig vendte,
Fra Buens Midtpunkt ned til hvor den endte,
Saa hisset jeg, bag Gades’ Kyst, opdaged
Ulysses’ Daarevei og her de Strande,
Hvorfra Europas hulde Last blev taget.
Og fleer sig kunde viist af Klodens Lande,
Men under mine Fødder alt jeg skued
Langt meer end nogensinde nu det hued
Min elskovsfulde Siæl at giensee hende,
For hvem den altid sødt og saligt lued.
Hvad Trylleri Natur og Kunst end binde
Kan til et jordisk Legem eller Billed,
For Siælen giennem Øinene at vinde,
Det vilde svinde hen til Intet, stillet
Imod den Himmelfryd, jeg nød ved Synet
Af hendes Smiil, der huldt om Læben spilled.
Og Blikkets Kraft, fremstraalende fra Brynet,
Ind i den Himmel, der er snel som Lynet.
Dens Dele, lige livlige og klare,
Hinanden ligne saadan, at jeg ikke
Men hun, der i min Siæl saae Længslen ligge,
Tog nu tilorde med saa glad en Smilen,
Som om Gud fryded sig i hendes Blikke:
Mens alt det Andet hvirvlende sig vender,
Har her sit Udspring, Grændsen for sin Ilen.
Og andet Hvor ei denne Himmel kiender,
End Gud, i hvem den Kiærlighed, som svinger
Den rundt, og Kraften, den udsaaer, sig tænder.
Et Baand af Lys og Kiærlighed omringer
Den, som den selv de andre Hvalv, og dette
Styrer kun han, som bandt det, med sin Finger.
Lov for dens Gang kan intet Andet sætte;
Men først af den, som Ti af Fem og Tvende,
Faae alle andre deres Maal, det rette.
Og hvordan Tid har sine Rødders Ende
I denne Skaal, og i de andre Løvet,
Det kan du selv nu klarligen erkiende.
Saa dybt, at ingen Dødelig kan rive
Sit Øie løs, naar først dit Svælg ham røved!
Vel mægter Villien Blomster frem at drive,
Men i den Regn, som uden Ophold rinder,
Kan Træet kun vantrevne Frugter give.
Uskyldighed og Tro man ikkun finder
Hos Smaabørn nu; hver af dem alt borthaster,
Forinden Duun bedække Drengens Kinder.
Det Barn, der, mens det laller, villig faster,
Faaer neppe Tungen løst, før det vansædet
Sig over al Slags Mad til hver Tid kaster;
Og det, som lallende sin Moder glæded,
Knap tale kan, før om en Stund, en liden,
Det ønsker hende helst til Jorden stedet.
Saa vorder sort den hvide Hud med Tiden
Os bringe Dag og Kveld os levne siden..
Husk vel — og din Forundring vil du spare —
At ingen Styrismand paa Jord der gives,
Og vild maa derfor Menneskeslægten fare.
For Hundreddelens Skyld, som hist man glemte,
Drøne saa vældigt, at den længe giemte,
Saa Flaaden styrer ret, som Gud bestemte,
Og Blomsten atter gode Frugter sender."