Syttende Sang
Mars; Fortsættelse. Om Dantes Landflygtighed.
Mars; Fortsættelse. Om Dantes Landflygtighed.
Stod for Klimene, da han havde faaet
Nys om, hvad der var sagt imod ham længe:
Saa stod jeg her, og saa blev jeg forstaaet
Lys, der for min Skyld fra sin Plads var gaaet.
Thi mæled Herskerinden: „Lad udfare
Din Attraaes Glød i Ord, og lad dem Præget
Af Siælens indre Stempel aabenbare!
Ei at din Tale øge skal vort eget
Forraad af Kundskab, men at du maa lære
Din Tørst at sige, for at faae den kvæget."
At ret som Jordens Aander see, at tvende
Stumpvinkler i een Trekant ei kan være,
Saa klart seer du de mange Ting, der hænde,
Før end de er, ved i det Punkt at skue,
For hvilket alle Tider er som denne);
Da med Virgil jeg gik om Biergets Bue,
Hvor Siæle læges, og fra Jordens Lande
Steg ned i Dødens Verden under Tue,
Blev om mit Fremtidsliv sagt Ord forsande,
Som vare tunge nok, skiøndt Skiebnens Domme
Jeg veed at møde med en opreist Pande.
Derfor det vilde være mig til Fromme
At høre, hvilken Lod jeg har ivente;
Thi mat er Pilen, naar man veed dens Komme.
Saa taled jeg til dette Lys, der sendte
Mig først sit Ord, og frit, som det behaged
Min Herskerinde, jeg min Lyst bekiendte.
De taabelige Folk, før hedenfaret
Var det Guds Lam, der al vor Synd har taget,
Men tydeligt, med klare Ord mig svared
Hiin faderlige Kiærlighed, som spilled
I Glandsen af sit eget Smiil forklaret:
„Indskrænke til Materiens Bog, opdager
„Man i det evige Aasyn her afbildet.
„Dog deraf ei Nødvendighed det drager,
„Saalidtsom Baaden, der med Strømmen flyder,
„Fart af det Blik, den speiles i, modtager.
„Derfra kom Tiden, som for dig frembryder,
„For Øie mig, retsom i Toner klare
„Fra Orgelet Harmonie for Øret lyder.
„Som for en grum Stifmoders lumske Snare
„Din Skiebne det, fra Florents bort at fare.
„Det vil man, derpaa pønser alt med Iver
„Hvor man hver Dag med Christus Handel driver.
„Og som det gaaer, vil Rygtet da tilkiende
„Den Skylden, som har Uret lidt, men siden
„Du skal forlade hver en Ting med Tiden,
„Som er dig dyrebar og meest til Glæde;
„Det er Landlysnings første Piil i Striden.
„Du prøve skal, hvor beest det er at æde
„Af fremmed Brød, hvor det er haarde Veie,
„Ad Andres Trapper op og ned at træde;
„Samfund med denne taabelige Bande,
„Med hvem du styrter til saa dybt et Leie.
„Thi gal og ryggesløs skal Flokken stande
„Op imod dig; men kort derpaa i Slaget
„Skal den, ei du, til Løn faae blodig Pande.
„Dens Fæiskhed blier af dens Færd opdaget,
„Saa det engang skal vorde dig til Ære
„Kun med dig selv Parti at have taget.
„Dit første Herbergsted og Ly skal være
„Som over Stigen sees en Ørn at bære.
„Imellem Eder skal af Bøn og Gave
„Det komme først, som kommer seent hos Mange,
„Saamegen Godhed skal han for dig have.
„Sligt Fødselspræg af denne stærke Stierne,
„End veed ei Folket, hvad den spæde Kierne
„For Kræfter har; thi kun i ni Aar svunge
„Sig disse Hiul omkring ham i det Fierne.
„Men Gnister af sin Dyd skal snart den Unge,
„Ved ei at agte Guld og Trængsel, sprede,
„Hans Herlighed skal vorde kiendt histnede
„Saadan, at selv hans Fiender skulle lytte,
„Og deres Tunger vidt hans Ry udbrede.
„Haab trygt paa ham, hans Gunst vil dig beskytte!
„Ved ham skal meget Folk forandret blive,
„Og Riig og Fattigmand skal Vilkaar bytte.
„Men hist ei sige det" hvad nu han mæled,
Troer neppe Den, som seer det selv ilive.
„Det Nøglen er," vedblev han mens jeg dvæled,
„Til hvad du før har hørt; det er den Snare,
„Misund dog ikke dine Naboers Skare;
„Thi langt forbi den Tid, da hine Svende
„Faae Straf for deres Svig, skal dit Liv vare."
Da ved sin Taushed Aanden gav tilkiende,
At han var færdig med Islæt at flette
Ind i den Væv, som jeg ham gav ihænde,
Begyndte jeg, som Den, der for at lette
Sin Tvivl, et Raad begierer at modtage
Af En, som elsker, seer og vil det Rette:
Vel seer jeg, Fader! Tiden mod mig jage,
For snarlig mig et saadant Slag at give,
Som haardest er for dem, der feigt forsage.
Thi vil jeg væbne mig med Kløgt ilive,
At om mit elskte Land mig vorder røvet,
Min Sang mig ei af andre skal uddrive.
Hist, hvor det evig bittre Dyb jeg prøved,
Og opad Bierget, fra hvis fagre Tinde
Mig hendes Øine løfted over Støvet,
Og her fra Lys til Lys i Himlen inde,
Har jeg hørt Ting, som hist paa Jord de Fleste,
Hvis jeg gientager dem, vil beeske finde.
Men vil jeg feig fra Sandheden mig liste,
Frygter jeg for, blandt dem, der skulle kalde
Vor Tid den gamle, Liv og Ry at miste.
De Andre smilte, lyned først og flammed,
Retsom naar Solglimt i et Guldspeil falde,
Og svared saa: „Samvittigheden, skrammet
„Ved egen eller Andres Synd, skal lide
„Og af din skarpe Tale vorde rammet.
„Men sæt alligevel al Løgn tilside,
„Fortæl dit Syn og stil det heelt for Øiet,
„Og hvor der findes Skab, der lad det bide!
„Thi er man end ved første Smag ei nøiet
„Og finder tung din Røst, den skal dog nære
„Og give Livskraft, naar den er fordøiet.
„Det Raab, du løfter, skal som Stormen være,
„Der altid ryster meest de høieste Tinder;
„Og dette just skal vorde dig til Ære.
„Derfor blev her i Kredsen, hvor jeg skinner,
„Og hist paa Bierget og i Smertens Sale
„Kun viist dig Siæle, som har Ry og Minder;
„Thi Aanden slaaer sig ei til No ved Tale,
„Og lider paa Exempler ei og Domme,
„Hvis Rødder ligge skiult i Glemsels Dvale,
„Men kun paa Grunde, som tilsyne komme."