Tredie Sang
De Lunkne.
De Lunkne.
Jeg fører ind til Staden, fuld af Jammer,
Jeg fører ind til evig Kval og Møie,
Jeg fører ind til de fortabtes Flammer.
Retfærdighed bevæged først min høie
Bygmesters Aand, og de, mig bygged, vare
Almagt, Alkiærlighed, Alviisdoms Øie.
Før mig var ei de skabte Væsners Skare,
Kun evige, og jeg skal evig stande:
I, som indtræde, lader Haabet fare!
Jeg saae en Port, og paa dens høie Pande
Med dunkel Farve disse Ord sig male.
Thi mæled jeg: O Mester! haard forsande
Mig Skriftens Mening er; da lod hans Tale:
"Oprykke bør du her al Tvivl med Rode,
Al Frygt maa være død i disse Dale.
Nu staae vi der, hvor jeg har sagt, de boede,
De sorrigfulde Folk, hvem Kvaler bøie,
Saa drog hans Haand mig giennem Portens Fløie,
Og trøstende mig huldt med Blikke milde,
Afsløred han det Skiulte for mit Øie.
Veeraab og Suk og Hulken, Klager vilde,
Gienløde fra den stierneløse Himmel,
Saa jeg fornam min Graad paa Kinden trille.
Forfærdelige Tunger, selsom Stimmel
Af Vredesskrig, Ord, hvori Sorgen bæver,
Og Hænders Slag og hæse Stemmers Vrimmel
En Tummel vakte, der bestandig svæver
Rundt i den evig mørke Luft derinde,
Som Sandet, naar en Hvirvelvind sig hæver.
Mit Hoved mange sære Tvivl omvinde;
Thi spørger jeg: Hvad, Mester! kan det være?
Hvo er det Folk, hvem slige Smerter binde?
Og han til mig: "Slig ussel Lod maae bære
De Hedengangnes ynkelige Siæle,
Der leved uden Skam og uden Ære.
Hos Englene, som hverken vilde knæle
Trofast for Gud, ei heller Pagten brøde,
Men stode for sig selv, hos dem de dvæle.
Med Afsky Himlene dem fra sig skøde,
Og Helved modtog ikke deres Skare,
Thi Synden Hæder fik ved dem at møde."
Og jeg: Siig, Mester! hvilke Byrder svare
Betynge dem, at de saa mægtigt klage?
Han svared: "Kort skal jeg dig Alt forklare.
De have ikke Dødens Haab tilbage,
Og deres Liv saa blindt er og saa bange,
At nidsk al anden Lod de efterjage.
I Verden gaaer ei Ry meer om de Mange,
Retfærdighed og Medynk dem foragted,
Tal ei om dem, sku blot, og lad os gange!"
Et Banner saae jeg da, mens jeg betragted,
Der løb i Kreds, saa hurtigt, uden Hvile,
Som om det ikke meer at standse magted;
Og slig en Skare saae jeg bag det ile,
At ei jeg tænkte før, ei heller hørte,
Der var saa Mange dræbt af Dødens Pile.
Jeg kiendte Folk blandt dem, der her sig rørte;
Hvem Feighed til det store Afkald førte.
Og flux begreb jeg, dette var de svage,
De ynkelige Siæles Land og Rige,
Hvem baade Herren og hans Fiender vrage.
Der gaae de nøgne, de Ulykkelige,
Som aldrig vare levende, og Hære
Af Myg og Vesper evig dem bekrige.
Blodstriber efter Stikkene de bære,
Og deres Blod og Taarer saae forneden
Jeg lede Orme graadigen fortære.
Og da jeg skued nøie, saae ved Bredden
Jeg af en mægtig Flod en talløs Vrimmel;
Thi sagde jeg: O Mester, hør min Beden!
Siig mig, hvo er de Mænd, der tæt i Stimmel
Til Overfart hinanden iilsomt følge,
Som hist jeg skimter ved den blege Himmel?
Og han til mig: "Jeg skal dig Intet dølge,
Naar først vi vore Knæ til Hvile bøie
Paa Acherons den sørgelige Bølge."
Da slog jeg skamfuld ned mod Jord mit Øie,
Og voved indtil Floden ei at mæle,
Af Frygt for at fortørne ham, den Høie.
Men see! da nærmer paa et Fartøis Fiæle
Høit raabende: „Vee Jer, I onde Siæle!
"Haab ei, at nogentid I Himlen skuer!
"I paa den anden Bred i Land skal stige,
"Ind i en evig Nat, til Iis og Luer.
"Du Siæl, som lever! flux Farvel du sige!
"Fra dem der ere døde, vig tilbage!"
Men da han saae, jeg ikke vilde vige,
Han sagde: „Du en anden Vei maa drage
"Og andre Færgesteder dig oplede;
"Den Baad maa svømme let, som dig skal tage."
Min Fører svared: "Charon, stands din Vrede!
Spørg ikke meer, men ti og vær tilrede."
Da blev de rolige, de laadne Kiæver
Paa Sumpens Færgemand, omkring hvis fæle,
Harmfulde Blik et Hiul af Flammer bæver.
Men hine uselige, nøgne Siæle,
De blegnede og klapprede med Tænder,
Dengang de haarde Ord de hørte mæle;
Og de forbanded Gud og deres Frænder,
Menneskens Slægt, den Sæd, de Livet skyldte,
Og Sted og Tid, da de kom ud af Lænder.
Derpaa, mens heftig Graad dem Øiet fyldte,
De flyede til den onde Strand, hvor Jammer
Hver Skabning venter, som ei Herren hyldte.
Dæmonen Charon med sit Blik af Flammer
Tilvinker dem, for sammen dem at kalde,
Enhver, der nøler, han med Aaren rammer.
Som naar i Høsten Bladene nedfalde
Eet efter eet fra Grenen, til de giemme
Tilsidst i Jordens mørke Skiød sig alle:
Saa gik det, her med Adams Sæd, den slemme;
En efter En de sig i Baaden dølge,
Som Fugle, lokkede ved Iægerens Stemme.
Saalunde glide de ad sorten Bølge,
Og knap den Første Fod paa Landet fæster,
For nye Skarer alt de gamle følge.
"Søn!" sagde nu med venlig Røst min Mester:
"Hver, som paa Jorden døer i Herrens Vrede,
Fra hvilket Land han er, hiin Strandbred giæster.
Til Overfart paa Floden er de rede,
Thi Guds Retfærdighed slig Braad dem sender,
At Skrækken skifter om til Længsler hede.
Herhid en skyldfri Siæl sig aldrig vender,
Naar derfor Charon klaged for saa længe,
Hans Tales Mening klarlig nu du kiender."
Da saa han havde talt, de sorte Enge
Saa voldsomt skialv, at end det blotte Minde
Af Rædsel faaer min Sved til at fremtrænge.
Udaf den taarefulde Jord fløi Vinde,
Og røde Lyn med Stormene sig blanded,
Saa alle mine Sandser maatte svinde;
Jeg faldt, som Den, hvem Søvn har overmandet.