Jeg seer dig med min Tanke, jeg seer dig med min Sjæl,
Med Længselens tungsindige Øie;
Jeg seer dig i det Fjerne, men beder jeg: o dvæl!
Da flygter du, som Solen bag Høie.
Du fører mine Drømmes livsalige Chor
Med Strængespil og tonende Sange,
Din Stemme kan jeg høre, jeg seer dit lette Spor,
Liig Hindens, den man aldrig kan fange.
Og havde jeg en Ganger, som Fuglen saa snel,
Med Vinger og med flyvende Manke,
Jeg fanged dig dog aldrig, jeg red den før ihjel,
Thi du er mere let end en Tanke.
Jeg seer dig i det Fjerne, om Dagen og ved Nat,
Men helst dog naar jeg vandrer alene,
Hvor Nattergalen slaaer i det sommergrønne Krat
Og Bølgen sagte risler bag Stene.
Da klinger over Vandet en Gjenlyd af din Røst
Og kalder mine Drømme didover.
Jeg følger — ak, men finder ikkun den tomme Kyst
Og hører kun de sukkende Vover.