Vær stille, Hjerte, bank ei saa!
Du kan jo dog ei drage
Fra Gravens Dør den tunge Slaa
Med al din Elskovsklage.
Et Vindpust gjennem Lunden gaaer,
Et Blad til Jorden falder;
Dit Slag ei hendes Øre naaer,
Hun hører ei, du kalder.
Vær stille, Hjerte, bank ei saa!
En Fugl i Luft sig svinger;
Men hende, som du tænker paa,
Naae aldrig dine Vinger.
En Hjort igjennem Skoven sprang
Og svandt bag Busk og Stamme,
Dit Suk igjennem Luften klang
Og døde med det samme.
Vær stille, Hjerte, bank ei saa!
See, Dagens Timer skride;
Snart skal du høre op at slaae,
At længes og at lide.
Snart synker Natten over Jord,
De stille Stjerner smile;
Der er ei nogen Sorg saa stor,
Den faaer jo engang Hvile.