I.
»Før mig ud af dette mørke Kammer!
Før mig ud! I Aftensolens Flammer
Rødme kan endnu min blege Kind.
Naar jeg seer de solbestraalte Høie,
Er det som mit trætte, trætte Øie
Skuer dybt i Evigheden ind.«
Og vi lagde hende ned, den Hulde,
Varsomt ned blandt Roser taarefulde,
Mens den fjerne Aftenklokke lød.
Hendes Liv, som Blomstens, var uskyldigt,
Derfor bredte Leiet blødt og fyldigt
Blomsterne ved deres Søsters Død.
II.
Læg dit Bryst til mit igjen og Munden
Sidste Gang til min i Afskedsstunden,
Hviil dit trætte Hoved i min Haand.
Naar da Døden kommer, dig at røve
Med et Kys, skal han forgjeves prøve
Paa at løse vore Læbers Baand.
Da skal han sin Svanevinge lægge
Som et Brudetæppe om os begge,
Og hans Kys jeg dele skal med dig.
Ikke skilles skal vi, nei formæle
Maa da Dødens Engel vore Sjæle;
Fattigt Livet var, vor Død er rig.
III.
Seer du Skyerne, de to, som glide
Langsomt henad Himmelbuens Side,
Synkende i Aftenrøden ned?
Saadan vilde jeg, Maria! svømme
Med dig over Øieblikkets Strømme
Hen mod Evighedens lyse Bred.
Seer du Bjerget med de mørke Tinder?
Afskedstaarer trille fra dets Kinder,
Før det hyller sig i Nattens Slør.
Saadan maa jeg eensom staae tilbage,
Og min tause Graad er al den Klage,
Jeg kan offre til dig, naar du døer.
IV.
Hvorfor, Blomst! vil du dit Bæger lukke?
Hvorfor, Zephyr! døer du hen i Sukke?
Hvorfor, Kilde! risler du ei meer?
Blomsten svared: med de lukte Klokker
Smykker altid jeg en Søsters Lokker,
Naar for sidste Gang jeg hende seer.
Zephyr svared: varsom maa jeg være,
Thi en frigjort Sjæl skal snart jeg bære
Slumrende til Livets lyse Borg.
Kilden svared: jeg har seet din Taare,
Og min muntre Sang skal ei dig saare,
Stille skal det være om din Sorg.
V.
Det var stille rundtom; Maanen seiled
Eensom mellem Skyerne og speiled
Smukt sit Billed i den blanke Kilde.
Fuglen sad med Hovedet bag Vinge,
Vindens Stemmer hørte op at klinge,
Blomsten slumred; det var rundtom stille.
Og det lyned svagt bag Østens Høie;
Maanen skjulte sig, men Stjerners Øie
Lyste over os som Fakkelskin.
Da fløi Døden, som et Suk, med Mildhed
Os forbi, og gjennem Nattens Stilhed
Gik Marias Sjæl i Himlen ind.