Fem og tyvende Sang
Vellystige.
Vellystige.
For Tyrens Tegn, og Natten fiernt bag Jorde
For Skorpionen rømmet Middagspolen.
Og som den Mand, der standser ei sin Fore,
Hvad end han seer, men gaaer sin Vei tilende,
Fremdreven af Nødvendighedens Spore:
Saalunde treen vi ind i Kløftens Rende,
Hvis Sneverhed ei levner Sted for Tvende.
Som Storkeungen, naar den løfter Vinge
Af Flyvelyst, og atter la’er den dale,
Ei vovende fra Reden sig at svinge:
Saa gik det mig; snart steg, snart sank i Dvale
Min Spørgelyst, indtil jeg langt om længe
Gav Tegn, som naar en Mand vil til at tale.
Skiøndt Skialden havde Hast med frem at trænge,
Sagde han dog: "Du Ordets Bue spændte
Til Jernet op — slip Pilen da fra Strænge!"
Da lukked trygt jeg Munden op og vendte
Mig til ham flux: Hvor kan man blive mager
Her, hvor man aldrig Trang til Føde kiendte?
Der, altsom Branden svandt, saae Livet svinde,
Var mindre bedsk den Tvivl, der nu dig plager.
Og husker du, hvordan i Speilet inde
Jert Billed sig med Eder maa bevæge:
Hvad haardt dig synes, vilde blødt du finde.
Men at du ret din Videlyst kan kvæge,
Jeg Statius her paakalde vil og bede
Ham om at være dine Vunders Læge."
Da mæled Statius: "Skiøndt du er tilstede,
"Vil jeg de evige Syner aabenbare;
"Thi naar du ønsker, maa jeg staae tilrede."
Derpaa han vedblev: "Søn! vil du bevare
"Med Omhu i dit Sind, hvad nu dig læres,
"Skal du faae Lys, der kan din Tvivl opklare.
"Af Aarerne, men maa tilovers blive,
"Retsom en Spise, der fra Bordet bæres,
"Antager Kraft i Hiertet til at give
"Det hele Legem Form, liig det, som spredes
"Og kalder hvert et enkelt Lem tillive.
"Forvandlet atter, til et Sted det ledes,
"Man ikke nævne bør, hvorfra det rammer
"Et andet, fremmed Blod, som skiult beredes;
"Og begge blandes i Naturens Kammer,
"Eet lidende, men skabende det andet,
"Paa Grund af Stedets Kraft, hvorfra det stammer.
"Og nu begynder det sin Virken, blandet
"Med hiint, ved først at skille det og siden
"Oplive dette Stof, som bliver dannet.
"En Siæl, der ligner Plantens, kun at denne
"Staaer ved sit Maal, men hiin begynder Striden.
"Snart giver der sig Rørelser tilkiende,
"Havsvampens liig, og Siælen Værktøi smeder
"For Kræfterne, som udaf den sig tænde.
"Nu foldes ud, o Søn! nu sig udbreder
"Den Kraft, der sig i Mandens Hierte rørte,
"Der, hvor Naturen Lemmerne bereder.
"Men hvordan Dyret Menneske bli’er, det hørte
"Du ei endnu; det Punktet er, det svære,
"Saa han fra Siælen sondred i sin Lære
"Den mulige Forstand, fordi han ikke
"Saae den med et Organ forsynet være.
"Luk op dit Bryst, jeg vil dig Sandhed skikke!
"Viid, at saasnart i Fosterspirens Hierne
"Organerne fuldt sammensatte ligge,
"Da seer den første Skaber glad og gierne
"Naturens store Konst, med Fryd han sender
"Ny, kraftig Aand ind i den spæde Kierne,
"Hvis Virksomhed mod denne Kraft sig vender,
"Tildraget af dens Væsen, saa der bliver
"Een Siæl, som lever, føler og erfiender.
"Om Stof til Undren dig min Tale giver,
"Da see, hvor Safter giennem Ranken stige
"Og vorde Viin, naar Solen dem opliver.
"Fra Kiødet, og i Spiren med sig føre
"Det Jordiske og Himmelske tillige.
"Hukommelse, Forstand og Villie røre
"Sig da meer skarpt end før, imedens alle
"Dens andre Kræfter for en Stund ophøre.
"Heel underfuldt den iler selv at falde
"Og seer nu Veien, som den sin skal kalde.
"Strax, naar et Sted omslutter Siælen, tænder
"Hiin Formekraft, som forhen Lemmer danned,
"Sig der igien og trindt sin Straale sender.
"Og som et Luftlag, der er tæt og vandet,
"Kan, Speilet liig, et fremmed Lys tildrage,
"Og vise sig med mange Farver blandet:
"Saadan maa hist den nære Luft antage
"Slig Skikkelse, som Siælen i den præger,
"Naar indre Kræfter lægge sig fordage.
"Og liig den lille Flamme nu, som leger
"Bestandig der, hvor Ilden er, saalunde
"Med Aanden sig dens nye Form bevæger.
"En Skygge kaldes den af disse Grunde,
"Og danner sig for Sandserne i Rummet
"Derfor er Talen ikke her forstummet,
"Derfor vi sukke, lee og Taarer fælde,
"Som du maa have paa din Vei fornummet.
"Alt som der nu en Følelse med Vælde
"Gaaer giennem os, paa Skyggen det sig maler;
"Lad det som Svar paa din Forundring giælde!"
Vi vare komne til de sidste Kvaler,
Og ginge nu mod Høire langs med Bredden,
Hvor anden Gienstand til vort Øie taler.
Der slynged Klippen Flammer ud forneden,
Imens en Vind, som opsteg fra den trange
Veirand, tilbageslog og fierned Heden.
Thi maatte langs den aabne Skrænt vi gange
Een efter Een; her frygted jeg for Flammen,
Og hist jeg for at styrte ned var bange.
"Let kan man feile", lød paa Klippekammen
Min Førers Stemme, "her maa strengt og nøie
Man holde sine Øines Toiler sammen."
Midt inde, hvor de hede Flammer bæved,
Saa ivrigen jeg vendte did mit Øie.
Jeg Aander saae, der giennem Luen svæved,
Og, deelt imellem dem og Veiens Kyster,
Snart sanked sig mit Blik og snart sig hæved.
Da Lovsangen var endt, af fulde Bryster
Begyndte saa forfra med sagte Røster.
Og atter raabte de, da Sangen endte:
"Da Venus’ Gift i hendes Legem brændte!"
Og atter toned Hymnen saa modoven;
Derpaa de lovsang Ægtemænd og Kvinder,
Som leved kydsk og dydig efter Loven.
Paa saadan Viis troer jeg, at Tiden rinder
For dem, til deres Ild engang skal slukkes;
Ved slig en Kost og slig en Pleie svinder