Lykkens Søn med opreist Pande
Vandrer i de gyldne Sale;
Virakskyer rundtom blande
Deres Duft med Folkets Tale.
Naar han harmfuld rynker Brynet,
Høres Sværd og Landse klinge,
Naar han vinker, frem som Lynet
Fare de mod Pandsrets Ringe.
Naar han smiler, Kampen tier,
Glædens muntre Melodier
Flyve gjennem Harpens Strænge,
Gaae som Solglands over Enge,
Slynge sig som Blomsterkrandse
Om hans Slot, hvor Piger dandse.
O, men just naar Glædens Tone
Jubler høiest ved hans Throne,
Der en Lyd, en sagte, svæver
Gjennem Salen, og han bæver,
Han, den Mægtige, derved;
Thi den hvisker: snart skal dette
Urofulde, trætte
Hjerte finde Fred.
Sorgens Barn gaaer taus, med bøiet
Hoved gjennem Livet ene;
Tankefuld han vender Øiet,
Tungt af Graad, mod Veiens Stene.
Folket for hans Ansigt flyer,
Skrækket af de mørke Miner,
Glædens Sol bag dunkle Skyer
Skjuler sig, naar frem han triner.
Fra de klart oplyste Sale
Lyder Sang og munter Tale;
Men for Sorgens dybe Sukke
Sig de gyldne Døre lukke,
Og dens Barn maa ene gange
Gjennem Nætterne de lange.
O, men frem af Mørket bryder
Da et Dæmringsskjær; der lyder
Klare, milde Fuglesange,
Og de svæve til den bange
Sjæl som Harpetoner ned,
Hviske sagte: snart skal dette
Længselsfulde, trætte
Hjerte finde Fred.