Tre og tredivte Sang
Empyreum; Slutning. Gud.
Empyreum; Slutning. Gud.
„Du Datter af din Søn, o Jomfrumoder!
„Ydmyg og herlig over Alt paa Jorde,
„Evig udvalgte Maal for Frelsens Goder!
„Den jordiske Natur saa skiønt histneden,
„At Skaberen selv sig til sin Skabning giorde.
„Hvis Glød fik denne Blomst til at fremstige
„Og foldes herligt ud i Himmelfreden.
„For os du er, i Salighedens Rige,
„Den Ømheds Middagssol, der Lys os bringer,
„Hist er du Haabets Væld for Dødelige.
„Saa stor er du, at Den, hvis Bønraab klinger
„Om Naade vel, men ei til dig sig vender,
„Hans Attraa flyve vil foruden Vinger.
„Din Godhed rækker ei alene Hænder
„Til Den, som beder, men til Verdens Baade
„Den tidt sin Hiælp forud for Bønnen sender.
„I dig er Miskundhed, i dig er Naade,
„I dig Høimodighed, i dig forenes
Alt Godt, hvorover Skabningen kan raade.
„Han, som fra Dybets Afgrund til de Renes
„Høisæde her har seet og lagt paa Sinde
„De Livets Kaar, der Aanderne forlenes,
„Bønfalder dig om Naade til at vinde
„Saamegen Kraft, at opad mod det Høie
„Hans Blik kan naae til Salighedens Tinde.
„Og jeg, som aldrig for mit eget Øie
„Har attraaet noget Syn med mere Flammen,
„Besværger dig, mit Ønske huldt at føie.
„O lad for dine Bønner synke sammen
„De dødelige Skyer, der ham binde,
„At han maa skue klart den høieste Gammen!
„End beder jeg dig, høie Herskerinde!
„Der kan alt hvad du vil, at du bevarer
„Hans Hierte stærkt, naar disse Syner svinde.
„Vær du mod Jordens Drifter hans Forsvarer;
„See, Beatrice sine Hænder folder
„Og beder for ham med de fromme Skarer!"
Paa Bernhard hviled fast, saa jeg erkiendte,
Hvormegen Fryd from Beden hende volder.
Derpaa de mod det evige Lys sig vendte,
Og aldrig vist en Skabnings Øie straaled
Med saadan Glands, som hendes Blik udsendte.
Men jeg, der salig nærmed mig til Maalet
For hver en Attraa, stilled, som jeg burde,
Min Siæls Begier og slukked Længselsbaalet.
Da vinked Bernhard til mig, at jeg turde
Modoven skue frit, med løftet Pande;
Men hvad han bød, jeg af mig selv alt giorde.
Thi klaret var mit Blik i disse Lande,
Og trængte meer og meer ind i det rige,
Fra nu af, meer end noget Sprog kan sige,
Mit Syn ophøiet var og uden Mage,
Saa Mindet for sligt Overmaal maa vige.
Som Den, der seer i Drøm et Billed drage
Forbi, men efter Drømmen Alting svinder,
Og Siælens Indtryk bliver kun tilbage:
Saadan er jeg; thi selve Synets Minder
Er svundne fast, men Virkningen, den søde,
Mig end livsalig giennem Hiertet rinder.
Saalunde Snee for Solens Straaler tøede,
De lette Blade rundt i Luften strøede.
O høie Lys, opløftet over Tinden
Af vort Begreb! skienk mig, hvad Tanken negter,
Et lidet Glimt igien af al din Skinnen;
Og giør min Tunge kraftig, saa den mægter
Af dine Straalers Herlighed at give
Ikkun en Gnist i Arv til Fremtids Slægter!
Thi vil du min Erindring lidt oplive,
Til disse Vers ikkun lidt Gienklang føie,
Da vil din Seier bedre fattet blive.
Jeg troer — saa skarp var Straalen fra det Høie —
At jeg forvirret bleven var og blindet,
Ifald jeg havde vendt fra den mit Øie;
Og jeg kan mindes, jeg fik Mod i Sindet
Af den, saa jeg tilsidst, ved fast at skue,
O Naadesvæld, som skienked mig Formue
Til med mit Blik, før Livets Tid var leden,
At tabe mig i Evighedens Lue!
Er spredt i Verdensrummet, samlet stande,
Forbundet i een Bog af Kiærligheden;
Og alle Ting og Egenskaber danne
Sligt Eenhedsbaand, at det, hvorom mit Kvæde
Fortæller, er eet enkelt Lys forsande.
Den store Hovedform for denne Kiæde
Jeg skued, troer jeg, thi mens Talen klinger
Om disse Ting, udvider sig min Glæde.
End femogtyve Sekler Toget bragte,
Der skygged for Neptun med Argos Vinger.
Saalunde blev min Aand ved at betragte,
Fast, ubevægelig, med anspændt Iver,
Og Synet meer og meer dens Attraa vakte.
Saa vorder Den, som dette Lys henriver,
At bort fra det frivillig sig at vende
Mod nogen Ting, umuligt for ham bliver;
Thi alt det Gode, Villiens Maal og Ende,
Forenes der, og udenfor dets Flammen
Er mangelfuldt, hvad fuldendt er i denne.
Min Tale vorder nu, mod Mindets Gammen,
Meer kort end Barnets er, der bliver næret
Ved Brystet end og Øie faaer hos Ammen.
Ei at der fandtes meer i Straaleskiæret,
Jeg saae paa, end een uforandret Lue,
Thi Lyset er, som det har altid været;
Men derved, at mit Syn fik meer Formue,
Forvandled for mit Øie sig derinde,
Da jeg forandred mig, hiint ene Skue.
I Lysets dybe, klare Grund, tre Ringe,
Af Omfang eens, med trende Farver skinne.
Ved Gienskin af den anden, og tillige
De to den tredie som en Ild frembringe.
O hvor er Talen svag, hvor maa den vige
For min Erindring, der mod Synet iler,
Og dog saa lidt, jevnført med det, kan sige!
Evige Lys, der i dig selv kun hviler,
Dig selv kun fatter, og af dig forstaaet
Og fattende, dig elsker og tilsmiler!
Af denne Kreds, der syntes mig at være
Som et gienstraalet Skiær fra dig udgaaet,
Saae jeg den i sit Dyb vort Billed bære,
Med samme Farve, som den selv; og længer
Og længer ind jeg stirred, for at lære.
Som Granskeren, der grublende anstrenger
Sin Tanke, for at maale Cirklens Bue,
Men finder ei den Grund, hvortil han trænger,
Saadan var jeg ved dette nye Skue;
Fik Sted og sig forbandt med Kredsens Lue,
Men altfor svag min Vinge var; da spilled
Der pludselig et Lyn og giennemskinned
Saadan min Siæl, at al dens Hu blev stillet.
Her blev min Kraft af Synets Høihed blindet;
Omsvang den Kiærlighed min Hu og Sindet,
Der svinger Solen og de andre Stierner.