Tyvende Sang
Jupiter; fortsættelse. Retvise Fyrster.
Jupiter; fortsættelse. Retvise Fyrster.
Naar Den, som over hele Verden skinner,
Nedstiger fra vor Hemisphæres Bue
Saa dybt, at Dagen allevegne svinder,
Da seer man Himlen, der kom før tilskue
Ved Hiælp af den, med eet ny Glands at vinde
Og dette Himmelsyn mig randt i Minde,
Da Verdens og dens Fyrsters Vaabenbilled
Taug med sit hellige Næb for dennesinde;
Langt mere fagert og istemte Kvæder,
Der, ak! af min Erindring atter trilled.
O Kiærlighed, som sødt i Smiil dig klæder,
Hvor brændte du i disse Lys, der ene
Opflammedes af hellige Tankers Glæder!
Da disse kostelige, klare Stene,
Hvormed jeg saae det siette Lys sig pryde,
Med Klokkelyden taug, den englerene,
Jeg hørte, shutes mig, en Mumlen lyde,
Som naar en Flod fra Steen til Steen nedspringer
I Bølger, der paa Kildens Rigdom tyde.
Og som en Tone faaer sin Form og klinger
Ved Cithrens Hals, og som i Hullet Vinden
Faaer Lyd, naar giennem Fløiten man den tvinger:
Saa ligerviis, i hurtig, fortsat Rinden
Hiin Mumlen giennem Ørnens Hals sig hæved,
Retsom var denne huul og tom forinden.
Der blev den saa til Røst, og derfra svæved
Den giennem Næbbet ud i Form af Tale,
„Den Deel af mig, hvormed fra Jordens Dale
„En Ørn seer ind i Solen, skal du vende
„Dit Øie mod!" saa hørtes den befale;
„Thi af de Lys, der i mit Billed brænde,
„Er disse, ved hvis Glands mit Øie flammer,
„De høieste, som klarest Lysning sende.
„Det, der som Øiesteen i Midten brammer,
„Var Helligaandens kongelige Sanger,
„Han, som fra By til By bar Arkens Kammer.
„Hvor høit Værdien af hans Kvæde ganger,
„Det seer han nu af Lønnen, som han fanger.
„Blandt hine Fem, der danne Brynets Bue,
„Her nærmest ved mit Næb i Straalelue;
„Nu veed han af Erfaring og har sandet,
„Hvor dyrt det er, med Christus ei at drage,
„Da dette Liv han kiender og det andet.
„Hvor Buen, jeg har nævnet, opad føres,
„Forhaled Døden ved sand Bod og Klage;
„Nu veed han, at den evige Dom ei røres
„Og ændres ei, fordi ved Bøn paa Jorde
„Stundom Idag kan til Imorgen giøres.
„Men Frugten slet, da han med mig og Loven
„For Hyrden veg og sig til Græker giorde;
„Nu veed han, skiøndt det Onde, man forvoven
„Drog af hans Godhed, har lagt Verden øde,
„Saa skader det dog ei ham selv heroven.
„Og han, du seer paa Buens Sænkning gløde,
„Nu veed han, Himlen elsker høit og glæder
„Sig ved en retviis Drot, og i det klare
„Skiær af hans Glands det synligen fremtræder.
„Hvo tænkte vel blandt Verdens blinde Skare,
„Som femte Lys paa denne høie Vare?
„Nu veed han Mangt, som Verden ingensinde
„Kan see af Himlens Naadevæld, skiøndt lige
„Ned til dets Bund kan selv hans Blik ei vinde."
Som naar man seer i Luft en Lærke stige,
Først synge høit, saa tie tilfredsstillet
Af Sangens sidste Lyd, den tonerige:
Paa Præget af det Evighedens Tykke,
Der danner Alt saadan, som Gud har villet.
Thi skiøndt jeg var for Tvivlen som et Stykke
Glas for den Farve, man vil bag det sætte,
Jeg holdt ei ud at vente, men udtrykke
Min Trang jeg maatte flux, og: „Hvad er dette?"
Drev Kraften af dens Vægt mig brat af Munden.
Da saae jeg festlig Glands mig Svar forjette,
Og med et mere ildfuldt Blik paa Stunden
Det hellige Tegn tilorde tog, for ikke
At holde mig af Undren længer bunden:
„Du troer paa disse Ting, skiøndt dine Blikke
„Ei see hvordan, fordi jeg dem erklærer,
„Saa troede vel, dog som i Skiul de ligge.
„Du giør som Den, der hurtig Navnet lærer,
„Men ei faaer Tingens Væsenhed at vide,
„Førend en Anden den for Dagen bærer.
„Af Kiærlighed, der sig med Haab forbinder,
„Og med Guds Villie seierrig tør stride;
„Ei som paa Jord en Mand med sine Fiender,
„Nei, kun fordi Gud selv vil overvindes,
„Og, overvunden, ved sin Godhed vinder.
„Det første og det femte Liv, som findes
„I-Brynet, undrer dig; thi ei du troede
„At see Guds Engles Hiem af dem beskinnes.
„Som Hedninger de Legemet ei forlode,
„Men troede paa de hellige Fødders Vunder,
„Een at de var, Een at de forestode.
„Thi fra det Dyb, hvor Villien aldrig stunder
„Og Haabet fik sin Løn ved dette Under;
„Hiint stærke Haab, som i fremfarne Dage
„Med al sin Kraft bad Gud om ham at vække
„Og Villien paa den rette Vei at drage.
„Den hæderkronte Siæl brød Gravens Dække,
„Men tøved kun i Kiødet til den vendte
„Sin Tro mod Ham, der kunde Hiælp den række;
„Og Troen slige Flammer i den tændte
„Af ægte Kiærlighed, at uden Hinder
„En anden Død til denne Fryd den sendte.
„At ingen Skabnings Blik, trods al sin Møie,
„Ind til den første Bølge Veien finder,
„Fulgte den Anden Retfærds Sti saa nøie,
„At Gud derfor til Naade føied Naade,
„Og aabned for Forløsningen hans Øie,
„Saa, troende paa den, han haded baade
„Fra nu af Hedenskabets Stank, og trued
„De blinde Folkeslag, der lod den raade.
„Ham blev til Daab, som det Gud Herren hued,
„Vel tusind Aar før nogen Døbt man skued.
„O Naadevalg! hvor er din Rod dog vide
„Bortfiernet fra de Blikke, der ei evne
„Ind i den første Grund tilbunds at glide!
„I Dødelige! Vogt Jer for at stævne
„Istand til dem, han udvalgt har, at nævne.
„Og sød er denne Mangel os at bære,
„Fordi vort Gode luttres i det Gode:
„At hvad Gud vil, vi ogsaa selv begiere."
Saa gav det hellige Tegn paa denne Klode,
For klarere mit korte Syn at giøre,
Mig Kost, hvori sød Lægedom der boede.
Og som en Citharspillers Haand kan røre
Sin Stræng i Samklang med en Sangers Stemme,
Saa Sangen bliver smukkere at høre:
Saalunde saae jeg, og kan ei det glemme,
Retsom to Øine blinkende tilsammen,
De tvende salige Lys, her havde hiemme,
Ledsage Fuglens Ord med deres Flammen.