Tiende Sang
Hovmodige.
Hovmodige.
Indover Tærsklen af den Port vi stige,
Fordi den krumme Vei dem tykkes lige.
Jeg hørte, den blev lukt, men saae det ikke;
Hvad havde vel slig Brøde kunnet dølge,
Hvis did jeg havde kastet mine Blikke?
En snever Kløft i Fieldet nu vi følge,
Der snart fra en, snart fra en anden Side
Snoer sig, som Fald og Stigen af en Bølge.
"Nu giælder det", lod mig min Fører vide,
"At bruge Konst, og her og der sig støtte
Til Klipperne, hvor de tilbage skride."
Saa langsomt maatte Fødderne vi flytte,
At Maanens mørke Halvdeel monne bøie
Sig ned imod sit Leie, før vi mødte
Udgangen af det snevre Naaleøie.
Men da vi atter frie og løste naaede
Didop, hvor Bierget jævner sig, det høie,
Kom vi, jeg mødig, og ukiendt vi baade
Med Veien, til et Sted meer eensomtode,
End Ørknens Sti, og standsed for at raade.
Fra Skræntens Rand, som Dybet gik imøde,
Til der, hvor op sig Klippens Mure skøde.
Saalangt som jeg mit Øie kunde rette
Til hver en Kant, saae jeg det flade Dige
Paa samme Viis om Bierget sig at flette.
Alt før vi rørte Foden for at stige,
Jeg skued, at den indre Klipperamme,
Der kneiste utilgængelig og lige,
Af sneehvidt Marmor var, og saae den bramme
Hiin Engel, som forjætted Fred og Naade,
Hvorefter lang Tid Verdens Taarer trilled,
Og aabned Himlens længe lukte Skaadde,
Med venlig Mine sig saa klart fremstilled,
Udhugget der i Klippens Fod, den lave,
Som om det ikke var et ordløst Billed.
Thi foran ham den Kvinde saae jeg stande,
Der aabned for os Kiærlighedens Gave.
"See Herrens Tienerinde!" stod forsande
Saa tydelig i hendes Ydre præget,
Som man i Vox et Billede kan danne.
Men videre min hulde Mester peged:
"Vend ikke Tanken blot imod det Ene!"
Og jeg, som nær hans Hierte stod, bevæged
Mit Aasyn frem og skued bag den rene
Jomfru Maria, paa den samme Side
Af mig, hvor Skialden var, en anden Scene,
Afbildet langsmed Klippens Væg, den hvide.
Forbi Virgil jeg treen og nær mig bukked,
Indtil jeg klart det Hele saae fremskride.
Stod der, til Tegn, man skal sig ei betynge
Foran gik, inddeelt i syv Chor, en Klynge,
Der voldte to af mine Sandser Møie:
Een sagde Nei, den anden Jo, de synge.
Paa samme Viis afbildet var saa nøie
En Viraksrøg, at ud den syntes trænge,
Og giorde Næsen ueens med mit Øie.
Foran dem dandsed høit henover Enge
Hiin Psalmesanger, ydmygfrom i Sinde,
Der meer og mindre var end Drot saalænge.
Men overfor, paa Slottets høie Tinde,
Lidt længer frem jeg treen paa Klippens Øde,
For nærmere det Billed at betragte,
Som bagved Michol skinned mig imøde.
Til Romerfyrstens Priis, hvis høie Dyder
Gregorius den store Seier bragte:
Om Keiseren Trajan min Tale lyder.
Foran ham saaes, ved Bidselet af Hesten,
En sorgfuld Enke staae, hvis Taare flyder.
Rundtom ham syntes opfyldt hele Resten
Af Ryttere, Guldørnene foroven
Saae ud, som om de flagrede i Blæsten.
Midt iblandt Alle syntes hun forvoven
At sige: "Herre! svarlig Sorg mig nager,
Min Søn er dræbt, hævn du ham efter Loven!"
Og han at svare: "Vent nu, til jeg drager
Hiem fra mit Tog igien!" Og Enkens Stemme
Paany, liig Den, hvem Smerte fremad jager:
"Men hvis du ei kom hiem?" "Saa vil Han fremme
Din Ret, som følger mig." — Og hun: "Hvad nytter
Dig Andres Retfærd, naar du din tør glemme?"
Og han: "Saa trøst dig! før jeg Foden flytter,
Jeg løse skal de Pligter, som mig binde;
Retfærd det vil, og Medynk dig beskytter."
Sligt synligt Sprog har Han, som ingensinde
Saae noget Nyt, her vidst at sammenføie,
Nyt kun for os, som ei paa Jord det finde.
Mens jeg saalunde frydede mit Øie
Ved Billedet af Ydmyghed i Tanker,
Vel værd at see, for Mesterens Skyld, den høie:
Hvisked min Fører: "See, herhenne vanker
Den kan os vise Vei paa Biergets Banker.
Da vendte mine Øine sig heelt snare
Til Skialden hen, for Aanderne at møde,
Thi efter Nyt at see de lystne vare.
Dog vogt dig, Læser! at det ei skal støde
Dit gode Forsæt om, naar du erfarer,
Hvordan Gud vil, man gielde skal sin Brøde.
Tænk ei paa Pinslens Form, jeg aabenbarer,
Men kun paa Det, som følger, naar den ender,
Husk, at den, længst, til Dommedag kun varer.
Jeg sagde: Mester! Det, som hist sig vender
Mod os, mig tykkes ikke Folk at være,
Dog hvad, jeg veed ei, thi mit Syn mig blender.
Og han til mig: "Den tunge Kval, de bære,
Knuger til Jorden dem, saa selv mit Øie
Fik Strid, da først jeg skued disse Hære.
Men see nu fast derhen og adskil nøie
Det Folk, som under hine Steen maa drage;
Alt kan du see, hvor knust sig Hver maa bøie.
Hovmodige Christne! o I arme Svage!
I, som paa Siælens Øie Sygdom finge,
Og bryste Jer af det I gaae tilbage!
Kan I ei see, vi er kun Orme ringe,
Født for den Englesommerfugl at danne,
Der forsvarsløs maa sig mod Dommen svinge.
Hvi løfter Eders Aand saa høit sin Pande?
Kun skrøbelige Kryb I ere Alle,
Liig Orme før Forvandlingen I stande.
Tidt seer man under Loftet i en Halle
Sig saa at Bryst og Knæ tilsammen falde;
Og foder hos Beskueren sand Kummer
Af det, som ei er sandt: saalunde dukket
Saae jeg det Folk, som denne Kredsgang rummer.
Sandt er det, de gik meer og mindre bukket,
Som deres Byrder færre vare og flere,
Men den Taalmodigste selv græd og sukked,
Som om han sagde taus: Jeg kan ei mere!