Syvende Sang
Gierrige og Ødsle; Vredagtige og Sløve.
Gierrige og Ødsle; Vredagtige og Sløve.
Begyndte Plutus med sin hæse Stemme;
Og for at styrke mig, der aanded neppe,
Mæled hiin Viismand, som i Alt var hiemme:
"Frygt ikke, thi hvad Magt han har hernede,
Din Gang paa Dybets Field han kan ei hemme."
Og mod det svulne Aasyn vendt, det lede,
Han sagde: "Ti, fordømte Ulv, som skriger!
Fortær dig selv indvendig med din Vrede!
Det er ei uden Grund, at han nedstiger;
Blev ramt af Michaels Hævn, i Himlens Riger."
Retsom et Seil, opblæst af stærke Vinde,
Slapt falder ned, naar Skibets Master knække,
Saa faldt det grumme Vilddyr om derinde.
Ned i den fierde Grav vor Vei vi lægge,
Og vandre længer frem ad Smertens Banker,
De, som Alverdens Vee i Skiødet dække.
O himmelske Retfærdighed! hvo sanker
Al denne nye Kval og Sorg, jeg skuer?
Hvi maae vi lide saa for onde Tanker?
Som Bølgen, hvor Carybdis’ Malstrøm truer,
Mod Bølgen bryder sig i evigt Møde,
Maa Siælene her løbe rundt i Buer.
Fleer Folk jeg saae, end for iblandt de Døde,
Fra begge Sider, mens de Hyl udsendte,
Med Brystet tunge Byrder fremad støde.
De om og raabte: "Hvi vil du bortsmide?" —
"Hvi vil du holde?" og tilbage rendte.
Saalunde fra hver Haand til modsat Side
De giennemløb paany de sorte Ringe,
Og hyled Smædesangen alletide.
Hvergang de mødes, atter om de svinge,
Og til den næste Dyst i Halvkreds fare.
Svar Ynk og Sorg mit Hierte giennemstinge;
Thi spørger jeg: Hvo er dog denne Skare?
Mon alle de, vi her tilvenstre naaede,
Hvis Hoved er kronraget, Klerke vare?
Og han til mig: "Viid, disse Slægter baade
Saa skiævt med Siælen saae, i Livets Dage,
At aldrig de holdt Huus med Maal og Maade.
Klart kiendes det af deres Raab og Klage,
Naar de i Kredsens tvende Punkter træde,
Hvor dem en modsat Skyld adskiller fage.
Disse, hvis Hoveder ei Haar beklæde,
Var Klerke for, Paver og Cardinaler,
Thi der har Gierrighed sit Herresæde."
Blandt dette Folk, o Mester! nu jeg taler,
Kan sikkert jeg gienkiende nogle Siæle,
Som for slig ureen Synd maae lide Kvaler.
"Tom er din Tanke," hører jeg ham mæle;
"Det dunkle, skidne Liv, hvorfor de bøde,
Giør, at de her ukiendt i Mulm sig fiæle.
Evig paa saadan Viis de sammen støde,
Med lukket Haand vil Hine, Disse ville
Med skaldet Hoved opstaae fra de Døde.
At slet de skienked bort og spared ilde,
Har røvet dem det skiønne Liv og givet
Dem et, hvorpaa jeg intet Ord vil spilde.
Nu seer du, Søn! at skiør er kun som Sivet
Den Lyst, der til Fortunas Goder bindes,
Hvorom de Dødelige slaaes i Livet.
Thi med alt Guld, som under Maanen findes
Og fandtes, kan en Hvilestund der ikke
For een af disse trætte Siæle vindes."
Og spørgende jeg hæved mine Blikke:
Hvo er Fortuna, Mester! at saalunde
I hendes Kløer Alverdens Goder ligge?
Og han: "O Daarer, som forgieves grunde,
Hvor stort er dog det Mørke, som Jer blinder!
Velan, saa tag min Lærdom da i Munde!
Han, hvis Alviisdom Alting overvinder,
Gav Himlene, han skabte, hver sin Leder,
Saa hver Deel ligelig til hver Deel skinner,
Og overalt sig Lysets Glands udbreder.
Og for alt Glimmergods i Verden vide
At hun, trods jordisk Kløgt, til rette Tide
Kan de forfængelige Goder lade
Fra Blod til Blod, fra Slægt til Slægter glide.
Thi stander een Slægt høit paa Herskerstade,
Een visner hen, alt som hun Dommen siger,
Hun, der er skiult, liig Slangen mellem Blade.
Al Eders Kløgt for hende magtløs viger;
Hun veier, dømmer og med Daad hun ender,
Hun i sin Skiften ingen Stilstand kiender,
Nødvendigheden byder hende haste,
Derfor saa hyppig Lykkens Lod sig vender.
Hende det er, paa hvem saa Mange kaste
Et bittert Had; selv de, som burde kvæde
Gudindens Lov, med Uret hende laste.
Men Raabet naaer ei hendes høie Sæde;
Imellem Englene i Himlens Haller
Sin Kugle ruller hun i salig Glæde.
Nu lad os gaae, hvor større ’Ynk os kalder!
Der er ei Tid til stille meer at stande,
Hver Stierne, som før steg, igien alt falder."
Vi giennem Kredsen gaae til Dybets Rande,
Hvor kogende en Kilde frem sig skyder,
Og i en Bæk udsender sine Vande.
Meer sort end Purpur Bølgen sig udgyder;
Og ad en anden Vei min Mester stævner,
Langsmed den dunkle Strøm, som nedad flyder.
Dybt, hvor de onde Bierges Fod sig jævner,
Sorgfloden falder ned, og der dens Bølge
Sig breder til en Sump, som Styx man nævner.
Og jeg, der lod mit Blik med Alting følge,
Saae nøgne Folk, hvis Aasyn Piinsel skiænder,
Med Dynd tilsmurte, sig i Sumpen dølge.
De sloges vildt, og ikke blot med Hænder,
Med Hoved, Bryst og Fod paa samme Tide,
Og flængede hinandens Kiød med Tænder.
Min Mester sagde til mig: "Søn! her lide
De Siæle, der sig tvinge lod af Vrede;
Og endnu vil jeg, du for vist skal vide,
At der er Fleer, som sukke dybt dernede,
Og bringe Bobler frem paa Vandets Flade,
Som Øiet siger dig, hvor du vil lede.
I Mudderet de mæle: Lidet glade
Var vi, hvor Solen skinned sødt paa Enge,
Thi Sløvhed ulmed i vor Siæl, den lade;
Nu maae vi drøvelig i Dyndet hænge.
Det skvulpe de med Svælget, thi de kunne
Ei lade Ordet heelt og klart fremtrænge."
Rundtom den skidne Pol vi gik saalunde
I Bue, mellem Bredden og det Vaade,
Og saae paa dem, der slugte Dynd med Munde.
Til Foden af et Taarn tilsidst vi naaede.