Til Fjenden i vor egen Leir
1864.
1864.
I.
I, som, mens Danmark kæmper for sin Ære,
Vil vriste Sværdet af dets Haand,
Vanhelds Propheter med den feige Lære,
At Liv er Liv, om end i Baand!
I Gjerrige, der tælle Blodets Draaber,
Som for vor Ret og Frihed faldt,
Og sukke, svøbt i Medynks Pjaltekaaber:
O Vee, det er for dyrt betalt!
I Regnemestere med blege Kinder,
Som under Frygtens Kjelderhvælv,
Mens udenfor den hede Kampsol skinner,
Ved Gluggen staae og gyse selv!
Skam over Jer, som vil med Fjenden tinge,
For ei at saares af hans Kniv!
Veed I, at Heltedøden er en Vinge,
Den stolteste, til evigt Liv?
Veed I, som paa de faldne Heltes Grave
Tør skrive Eders visne Tal,
At I besmitte Danmark, Ærens Have,
Og hine Dødes høie Kald?
Danmark har kaldt dem; har en Moder ikke
Ret til at tage, hvad hun gav?
Æren har kaldt dem; hvor de Slagne ligge,
Der falder Lys paa hver en Grav!
Den Evige har kaldt dem, han, som fælder
De stærke Træer i Livets Skov;
Han har dem talt og valgt, den store Tæller,
Fordi han havde dem behov.
Og I vil gaae irette, I vil kære,
Naar Danmark kalder i sin Nød,
Og skjænker sine Børn den stolte Ære,
At døe i hendes Moderskjød!
Og I vil tælle efter og beregne
Paa Eders usle Tavlebræt,
Om Blodet af de tappre Mænd, der segne,
Er mere værd end Danmarks Ret!
II.
O, kunde jeg med Sjælens Vredesflamme
Rødgløde mine tunge Ord
Og sende dem som Kugler ud og ramme
Den Fjende, der iblandt os boer!
Men han er skjult og stjæler sig som Snogen,
Sløvt krybende fra Sted til Sted,
Og hvisler sine feige Raad i Krogen
Og bærer med sig Tvedragts Sæd.
Fra Høienloft, hvor man har omdøbt Æren
Og kalder Frihed »en Idee«,
Han lister sig ved Nattetid til Hæren,
Til Sygeleiets Kval og Vee.
Han kalder paa de trætte Mænd, der blunde,
Og peger paa det friske Saar:
»Spildt er dit Blod og Smerten af din Vunde,
Du kan ei ændre Danmarks Kaar!«
Hvor Enken sidder grædende ved Aften,
Med Drengen trykket til sit Bryst,
Der lister han sig hen og stjæler Kraften,
Det stolte Mindes Lys og Trøst:
»For Intet offrede din Husbond Livet
Og gjorde faderløs sin Søn!«
Saa hvisker han, og som en Aal bag Sivet
Han glider videre iløn.
O Skam og Skjændsel! Er da Grændsemærket,
Det gamle, danske, tusindaars,
Ei mere værd for Jer, end Sprinkelværket,
Der sparkes om af Kalv og Hors?
Er Frihed, Retten til sig selv at være
Og leve Livet freidig hen,
Ei mere værd, end Blod af hundred Hære
Og hundredtusind slagne Mænd?
Er Mindets Klokkelyd, der evig kimer
For Heltene, som heden foer,
Ei mere værd, end dette Spand af Timer
Og Klang af Glas ved Livets Bord?
Og I tør sige om de Mænd, der bløde
For Danmark, som ved Bryst dem bar,
For Frihed, Ret og Ærens Morgenrøde,
At de for Intet kæmpet har!
I dybe Vunder, Hæders aabne Døre,
Navnkundighedens Adelsbrev,
Jer vil man nu til Skjændselsmærker gjøre,
Som Danmark paa sin Pande skrev!
Og Dybbøls Bjerg, du sønderskudte Banke,
Du Ærens stolte Monument,
Der stander flammende for Folkets Tanke,
Liig Friheds Baun, paa Høien tændt!
Dig vil man sløife nu, i Pagt med Fjenden,
Og kalde dig et Slagterhuus —
O, Skjændsel over Jer, som styrte Tinden
Af Danmarks Hæder selv i Gruus!
III.
Bag Murene med Fjenden lumsk I handle
Og sige, Eders Maal er godt —
Hvad vil I da? — Vor lyse Hal forvandle
Til Enevældens skumle Slot?
Selv vil I styre, Folket skal kun lyde;
Hvad gjør det Jer, at Æren døer,
At Fremmede paa Danmarks Tærskel byde,
At Ørnen hugger sine Kloer
I Slesvig først og saa i Jyllands Hede,
Slaaer sine Vinger over Hav
Fra Fjord til Fjord, og bygger trygt sin Rede
I vore Fædres sjunkne Grav?
Hvad gjør det Jer, naar I blot kunne vinde
Det ædle Maal, I har Jer sat:
Vor unge Friheds klare Øine blinde,
Og herske selv i Trældoms Nat!
Men vogt Jer vel! Den Frihed, I forfølge,
Mandvoxen er, med kraftig Arm;
Hun lader sig i Stegerset ei dølge
Og trækker ikke Magtens Karm.
Vov ei med Baand den stolte Mø at tvinge,
Kald ikke frem den Gjengjelds Dag,
Der bringer Bolt og Lænker til at springe
Og løfter hendes Haand til Slag!
Vee over Jer, ifald I hende nøde
Til selv at bryde Fængslets Dør
Og vise Jer, i harmfuldt Stevnemøde,
Sin vilde Skjønhed uden Slør!
Da voxer hun og løfter høit sin Pande,
Som Den, der paa sin Styrke troer,
Og mindes, hun er født ved Seinens Strande,
Skjøndt hun er fostret op i Nord.
Med Haaret løst bag Huen, hun har arvet,
Med blottet Bryst og nøgen Fod,
Med sine senestærke Arme farvet
Af faldne Batailloners Blod,
Med Kampens Støv paa sine brune Kinder,
Med Fanen, gjennemskudt, i Haand,
Hun skrider gjennem By og slaaer og vinder,
Og sprænger hvert et Trældoms Baand!
Gud skjærme Danmark for den tunge Time,
Den rædsomtskjønne Gjengjeldsstund,
Naar Trommer hvirvle og naar Klokker kime
Naar Folkehavets dybe Grund
Oprøres vildt, og Lovens Hængsler slides,
Og Sluser brydes op med Magt!
Men kommer den engang, da skal det vides,
At I, kun I, har Stormen vakt;
Og medens tusind Røster Jer forbande,
Skal Folkebølgens Arm Jer naae
Og skylle Eder bort fra Danmarks Strande
Og Eders Navn med Skjændsel slaae!
IV.
Og nu til dig, mit Fædreland, der vakler,
Liig Skibet under Stormens Greb,
Tvivlraadig lyttende til feige Stakler,
Som Ord, men aldrig Sværde sleb!
Du, som har seet i tusind Aar dit Riges
Ældgamle Flag udfoldes frit,
Vil du det stryge nu, fordi der skriges,
At det er gjennemskudt og slidt?
Vil selv du løse det fra Masteknappen,
Bortkaste Sværdet uden Daad,
Og jage dine Mænd ad Faldrebstrappen
Ned i en ussel Redningsbaad? —
Saa var det ei din Sæd i hine Dage,
Da du endnu bar Vikingskjold,
Dem, man saa gjerne kalde vil tilbage,
Som Mønstre for vor egen Old.
Da kæmped Mænd, til gjennem Skibets Planker
Og over Dækket Blodet flød,
Saa sprang de leende, med Seierstanker,
Og Sværd i Haand i Havets Skjød.
End bølger Flaget, endnu Skibet svømmer,
End er den høie Skandse fri,
Kast overbord den blege Flok, der drømmer
Om Fred, før Slaget er forbi!
Jag Hver, som tvivler, bort fra Dækkets Tilie,
Og Hver, som ypper Had og Kiv,
Til der i Alle flammer kun een Villie:
Kæmp saa for Æren og dit Liv!
Siig ei, din Kraft er brudt, din Styrke liden;
Der ligger i en enkelt Arm,
Som svinges for en hellig Sag i Striden,
Og i en enkelt modig Barm
En Sandheds Magt, som overvinder Verden;
Der ligger i et Folk, som vil,
En Kraft, der slaaer dets Fjender med Forfærden
Og voxer under Kampens Spil.
Du skal blot ville, holde ud og ville,
Ei lægge Sværdet af din Haand,
Men møde Fjendens Hyl med rolig, stille
Beslutning og en mandig Aand:
Da seirer du, ja sank du end i Døden,
Fulgt af de Slagnes blege Tog,
Du stod dog op igjen i Morgenrøden
Til evigt Liv, du seired dog!
Gud Herren ene Danmarks Skjæbne kjender,
Hvad der skal skee, beroer paa ham;
Men han har lagt i Folkets egne Hænder
At vælge Ære eller Skam.
Vælg Æren, Danmark! Skammen Liv Dig lover
Og fører dog til evig Død;
Men under Ærens Stjernetæppe sover
Den Faldne sødt, med Kinden rød.
Vælg Æren, Danmark! ikke Skjændselsleiet,
Det raslende, af vissent Straa!
Drag kjækt, som fordum dine Sønner pleied,
Ud over Østersøen blaa,
Søg Fjenden op, læg Haand paa Helteværket,
Og viis ham Glimt af Oldtids Mod!
Og skal du døe, da gak, med Spydsod mærket,
Med Brynien farvet rød af Blod,
I Høien ind, hvor Danebroge vaier —
Da seirer du, og evig er din Seier!