Tre og tyvende Sang
Hyklere.
Hyklere.
Alene, tause, ikke fulgt af Andre,
Vi bag hinanden gik langs Dybets Spalte,
Som Minoriter henad Veien vandre.
Den Strid, jeg skued, i min Tanke kaldte
Om Frøen og Musen, som Æsop fortalte.
Thi vil med agtsom Hu man sammenligne
Begyndelsen og Slutningen, saa klinger
Vist Ja og Jo ei ligere, end hine.
Som altid Tanke udaf Tanke springer,
Saalunde hiin af sig en anden fødte,
Og denne nu med dobbelt Angst mig tvinger.
Saaledes tænkte jeg: For vor Skyld mødte
Der nylig Diævlene slig Spot og Kvide,
At vist jeg troer, det svarligen dem stødte.
Gaaer Harm nu ved den onde Villies Side,
Vil mere grusomt efter os de følge,
End efter Haren Hundene, som bide.
Alt følte jeg af Rædsel Haarets Bølge
Sig reise høit; jeg lytter, om der rører
Sig Noget bagved: Mester! du maa dølge
Os i en Hast! jeg sagde til min Fører;
De onde Diævle bag os har mig skrækket,
Det er alt for mig som om jeg dem hører.
Og han: "Var jeg af Glas med Bly bedækket,
Jeg speiled ei dit Ydre af meer fage,
End af dit Indre nu jeg fanger Trækket.
Alt dine Tanker ind blandt mine drage,
Med Lader og med Skikkelse saa lige,
At til een Villie de sig begge mage.
Er jævn den høire Skrænt, og kan man stige
Nedad den i den næste Kielders Dale:
Saa vil den Jagt, du aner, vi undvige."
Endnu ei fuldendt havde han sin Tale,
For jeg dem komme saae, med Vinger spændte,
Og ei langt borte, for os ind at hale.
Da greb mig Skialden, uden meer at vente,
Som naar en Moder, der er vakt ved Larmen,
Og tæt bagved sig Luerne seer tændte,
Griber sin Dreng og flyer med ham paa Armen,
Og sørger kun for ham, og ei tør stande,
For med et Lin engang at dække Barmen.
Fra Toppen af de haarde Klippestrande
Nedad den bratte Skrænt han baglænds skrider,
Som lukker for den næste Kielders Lande.
Saa hurtigt aldrig giennem Graven glider
Det Vand, der driver Møllehiulets Fiælle,
Selv hvor det nærmest er ved Skovlens Sider,
Som Skialden nedad Skrænterne, der helde,
Sig styrted brat, mens til sit Bryst han trykte
Mig, som jeg var hans Søn og ei hans Fælle.
Knap stod hans Fod i Dybets Seng, mig tykte,
Før høit paa Klippens Rand de vilde Svende
Kom frem — men nu var der ei meer at frygte.
Det høie Forsyn vilde vel dem sende
Til Vogtere af den femte Grav, men røved
Dem Magten til at fierne sig fra denne.
Dernede gik et sminket Folk, bedrøvet,
Med sene Skridt rundt i de dybe Grave,
Træt, grædende og bøiet imod Støvet.
De havde lange Kaaber paa, med lave
Hætter for Øinene, retsom vi kiende,
At i Cologna Munkene dem have.
Udvendig er de gyldne, saa de blænde,
Men heelt af Bly indvendig og saa svære,
O Kaabe, tung til evig Tid at bære!
Igien tilvenstre frem med dem vi stunde,
Og lytte til, hvor sørgelig de kære.
Men med den tunge Vægt de Trætte kunde
Ikkun saa langsomt gaae, at hvergang bøiet
Vort Knæled blev, nyt Følgeskab vi funde.
Thi sagde jeg: Har det sig ikke føiet,
Du Nogen saae, ved Navn og Daad bekiendte?
Kast, mens vi gaae, til alle Sider Øiet!
En, som mit Ord forstod, sin Røst udsendte
Bagved os: "I, der løbe henad Vange
"Igiennem mørken Luft! hvis I vil vente,
"Faaer I maaskee af mig hvad I forlange."
Da dreied sig min Fører: "Vent," han taled,
"Og søg med samme Skridt, som han, at gange!"
Jeg stod og saae To, i hvis Blik sig maled
Stor Trang i Siælen til at naae os Andre;
Men Stien smal og Byrden dem forhaled.
Og da de kom, lod først de Øiet vandre
Med Skelen til mig, uden Ord og mutte;
Derpaa de sagde, vendt imod hverandre:
"See! efter Strubens Aandedræt at slutte,
"Saa lever han; men om de døde vare,
"Hvad Forret frier dem for den tunge Kutte?
"Toscaner! du, som ned til denne Skare
"Af usle Hyklere din Fod har dreiet,
"Forsmaa ei, hvo du er, at aabenbare!"
Da svared jeg dem: Mig har født og pleiet
Hiin store By, hvor deilig Arno rinder;
Jeg har det Legem, jeg har altid eiet.
Men siig, hvo er I selv, nedad hvis Kinder,
Saavidt jeg seer, i Draaber Sorgen drager?
Og hvad er det for Kval, som saadan skinner?
"Den gule Kaabe her," tilorde tager
Den Ene nu, "af Bly saa svarligt veier,
"At under Lodderne Vægtskaalen knager.
"Jeg Catalan; og som een Enkelt pleier
"At vogte Byens Fred, tog til den Ende
"Din By os To; men saa vor Dont vi giorde,
"At ved Gardingo man kan end det kiende."
O Brødre! Eders Kval... tog jeg tilorde,
Men fik ei mere sagt, da faldt mit Øie
Paa En, tre Pæle fæstede til Jorde.
Da han mig saae, udstønnede han høie
Suk og fordreied hæsligt Krop og Blikke.
Da mæled Catalan, som saae det nøie:
"Bød Pharisæerne i fordums Tider,
"Een Mand for Folkets Skyld til Død at skikke.
"Tværsover Veien nøgen lagt, han lider,
"Som her du seer; og Hver og En ham nøder
"Sin Vægt at føle, naar forbi han skrider.
"I denne Grav, med hine Raadets Giæster,
"Som blev saa ond en Sæd for alle Jøder."
Først undrende Virgil sit Øie fæster
Paa ham, der uselig til Korset bindes,
For evig Tid udstødt; derpaa min Mester
Til Munken taled saa: "Hvis I det mindes
Og tale tør derom, saa lad os høre,
Om ei tilhøire nogen Udgang findes,
Som op af Graven kan os begge føre,
At ei de sorte Engle skulle være
Nødt til, for os at frie, sig hid at røre."
Og han: "Meer nær, end du det troer, vi ere
"Ved Klipper, som fra Kredsen ud sig strække,
Og alle disse vilde Dale skære,
"Der kan I flye, hvor sprængte Steen i Bakke
"Sig opad Skrænten høit fra Dybet række."
En Stund min Fører stod med bøiet Nakke,
De usle Syndere føle hist sin Hakke."
"Jeg lært om Diævlens Last, forlængst jeg hørte,
"At han en Løgner er og Løgnens Fader."
Med lange Skridt gik han nu, som mig førte,
Og Vreden lidt hans Aasyns Træk forandred.
Men fra de svært Betyngede jeg rørte
Min Fod, og i hans kiære Fied jeg vandred.