Kan du huske det, Maria!
Da vi gik i Skoven ene?
Maanen hængte som en Lampe
Høit iblandt de dunkle Grene.
Kan du huske det, Maria!
Da vi stod paa Høien stille,
Lytted drømmende til Fuglens
Elskovsfulde, bløde Trille?
Da du bøied dig til Rosen,
Selv en Rose, fiin og yndig,
Gav mig den og spurgte, om jeg
Var i Blomstersproget kyndig?
Nu er Rosen bleg, og ingen
Farve meer dens Blad omhyller;
Og endnu dog — knap du troer det,
Hvor vidunderlig den tryller.
Naar jeg stirrer paa det visne
Minde om de lyse Nætter,
Mens dit Billede, min Elskte!
Jeg i Tanken for mig sætter:
Da faaer Blomsten Liv og Farve,
Naar ret levende jeg tænker;
Og som fordum af sit Bæger
Duftens Sødme den mig skjænker.
Da forvandler til en kølig
Skov sig flux mit stille Kammer,
Og min Lampes matte Straale
Bliver Maanens gyldne Flammer.
Og dit Billed og min Tanke
— Selv jeg sidder ganske rolig —
Gjøre nu den gamle Vandring
Rundt i Nattergalens Bolig.
Og de staae, som vi hiin Aften,
Da paa Rosenhøien stille,
Lytte drømmende til Fuglens
Elskovsfulde, bløde Trille.
Atter kan jeg da din milde,
Sværmeriske Stemme høre,
Og jeg skriver ned de Tanker,
Som den hvisker i mit Øre.
Denne Kraft har Rosen, denne
Tryllemagt, som aldrig svigter —
Ja, selv nu, jeg troer at skrive,
Er det dog kun den, der digter.