Nu har jeg lagt dig ned i Jord,
Min allerbedste Ven!
Du har det vel saa godt, jeg troer,
Som jeg, der blev igjen.
Tidt seiler Den til fremmed Land,
Der nødig vil afsted,
En Anden staaer igjen paa Strand
Og ønsker, han var med.
Der er ei Mange, det jeg veed,
Som, hvor jeg vandred frem,
Har seet paa mig med Kjærlighed,
Men du var En af dem.
Og derfor vil jeg, før i Kveld
Vi skilles sidste Gang,
Af Hjertet sige dig Farvel
Og synge dig en Sang.
Lad hvem der vil med Smiil og Spot
Sig undre ved min Færd,
Jeg mener, det er altid godt
At have Nogen kjær.
Jeg tænker, at en trofast Sjæl
Foruden Svig og Had,
Hvor man saa finder den, har vel
Fortjent et Afskedskvad.
Og trofast var du mig, min Hund!
Hvordan saa Skjebnen kom,
Du hængte ved mig, skjøndt din Mund
Ei talede derom.
Gik Lykken opad eller ned,
Du var min Følgesvend,
Og jeg vil ikke blues ved
At kalde dig min Ven.
Vel mægted ei din Tunge, glat
At spinde Talens Traad,
Du hørte til et Folk, forladt
Af Ord og Smiil og Graad.
Men gjennem Blikkets tause Røst
Din Tanke jeg forstod,
Jeg saae, at ærligt var dit Bryst,
Og at du var mig god.
Naar jeg var glad og muntert sang,
Du kjendte strax mit Sind,
Foran mig over Marken sprang
Du lystig som en Vind.
Var jeg bedrøvet, kom du hen,
Saae paa mig kjærlig, klog,
Som om du vilde sige: Ven!
Hvad fattes der dig dog?
Da var det ret, som om dit Blik
Fik Sjæl udaf min Sjæl,
Da følte jeg, som dig det gik,
Saa gaaer det tidt mig selv;
Hvad dybest i mit Hjerte boer
Af Sorrig eller Fryd,
For det har Læben intet Ord,
Men ikkun Sukkets Lyd.
Vel var du kun en stakkels Hund,
Man siger, uden Sjæl;
Dog, vækkes du ei op af Blund,
Saa vaagner knap jeg selv.
Men er det sandt, man gjenseer hist
Alt hvad man elsked her,
Saa møder du, det veed jeg vist,
Mig først i Morgenskjær.