Klokkeklang
1863.
1863.
Nu gaaer der Klang mod Vintersky
Fra hvert et Taarn, i hver en By.
Nu bære hundred Klokker Bud,
At Danmarks Konge staaer for Gud.
De tone fjernt i Aftnens Vind,
Som Sukke fra et sorgtungt Sind.
De sige: Mand og Kvinde, knæl
Og bed en Bøn for Kongens Sjæl!
Han var en Hersker gjæv og god;
Tag du ham, Herre, mildt imod!
Udslet hans Synders Regnebræt
Og gjør ham Dommens Time let!
Han røgted tro sit Kald, saavist
Han elsked Danmark først og sidst;
Saa Rig og Fattig, Høi og Lav
Nu fælder Taarer ved hans Grav.
Tag Folkets Graad, o Herre god!
Miskundelig som Syndebod,
Og skjænk, for al hans Kjærlighed,
Vor døde Konge Himlens Fred!
Saa gaaer der Klang mod Vintersky
Fra hvert et Taarn, i hver en By;
Og hundred Klokker bære Bud,
At Danmarks Konge staaer for Gud.
De klinge lydt som Varselsraab
Til ham, der nys fik Kongedaab.
De tale: Du, som nærmest gaaer
I Følget bag den sorte Baar,
Gak nærmest i den Tabtes Fjed
Fremad mod Danmarks Kjærlighed!
Du, som skal føre Danmarks Flag
I Fredens Leg, paa Kampens Dag,
Løft det, som han, med freidig Haand
For Folkets Sag, i Friheds Aand;
Vær kjækt, som han, vor Æres Tolk,
Med dig er Herren og dit Folk!
Saa gaaer der Klang mod Vintersky
Fra hvert et Taarn, i hver en By,
Og hundred Klokker bære Bud,
At Danmarks Konge staaer for Gud.
De gjalde høit med Kobberrøst,
Som Kampraab fra et modigt Bryst.
De raabe: Folk, stat op til Strid!
Til Sorg og Graad er nu ei Tid.
Alt fraader frem et Hav af Ord,
Snart følge Fjender i dets Spor.
Omgjord din Lænd, tag Sværd i Haand,
Stol paa dig selv og Nordens Aand!
Og fik du aldrig Venner fleer,
Een Ven i Himlen paa dig seer.
Staa fast og værg om Slesvigs Jord,
Der var det, han til Himlen foer.
Hold Tørnet ud fra Hav til Hav,
End er ei gravet Danmarks Grav.
Af Nattens Mulm og Vaabenbrag
Der stige skal en Seiersdag,
Og Sol skal over Tyras Vold
End speile sig i Danmarks Skjold!
Saa gaaer der Klang mod Vintersky
Fra hvert et Taarn, i hver en By,
Mens hundred Klokker bære Bud,
At Danmarks Konge staaer for Gud.