Hilsen
Skrevet til Studentermødet i Christiania 1851.
Skrevet til Studentermødet i Christiania 1851.
Den Stund, vi gik ombord paa den vuggende Fjæl,
Det Sidste, som vi saae af Fødelandet,
Det var de hulde Kvinder, der vinkede Farvel,
Som hvide Lilier stod de langsmed Vandet.
Det Første, som vi skued paa Norges Klippejord,
Det var de hulde Kvinder, der som en Blomsterflor
Ved Stranden stod og vinked os velkommen.
Da raabte vi med Gammen: Imellem Kyst og Kyst
Du gaaer jo, Skib! som mellem Søsterbarme;
Knap har den ene Strandbred dig sluppet fra sit Bryst,
Før mildt den anden aabner sine Arme.
Med Ungdom er du ladet, med Lystighed og Mod,
Men fremfor Alt med Hilsen fra dem, vi nys forlod,
Til Søstrene, som boe i Norges Dale.
Den Last vi her udskibe fra dem og fra os selv,
En bedre Fragt ret aldrig vi begjærte;
I veed det nok, I Kvinder! I kjende det saa vel,
Hvor nær I er Studenten og hans Hjerte.
Og sidder der en Jente udi en eensom Dal,
Som endnu ei har hørt det, lad Sangens Nattergal
Da kvæde det idag for hendes Øre.
Foruden Jer, I Kvinder! var Ungersvendens Lyst
En Ødemark, som ingen Blomster kjendte;
Foruden Jer, I Kvinder! var Hjertet i hans Bryst
Et Arnested, hvor Ilden ikke brændte;
Og Kraften til at kæmpe var snarlig forbi,
Hvis ei i Livets Strid, under Vaabenlarmen I
Opmuntred ham med Eders klare Stemmer.
For Eder vil han leve, saa længe som han kan,
Indtil det sidste Skib sig med ham fjerner;
Og naar han tager Afsked med denne Verdens Land,
Med denne Sol og disse blanke Stjerner,
Da kaster han paa Livet, som bagved ham forgik,
Naar han paa Eder tænker, endnu et Længselsblik,
Og vinker med sin Haand, mens Kysten svinder.
Tag mildt imod vor Hilsen, I Søstre fjernt og nær!
Saa venlig, som I tog mod Eders Gjæster.
Snart skifter om til Minde vor muntre Reisefærd,
Vi spredes ad i Øster og i Vester;
Men ofte vil vi tænke, naar Aftenen er smuk,
Den Ene med et Smiil og den Anden med et Suk
Paa Søstrene, som boe i Norges Dale.