Generallieutenant Oluf Krabbe
Den 30te Marts 1864.
Den 30te Marts 1864.
Da ved Mysunde første Gang
Kanonens Torden lød,
Stod han paa Sliens søndre Hang,
Med Kinden frisk og rød;
Klart over Mark i Kampens Stund
Bar Vinden hans Kommandoraab,
Og i hans Øies lysblaae Grund
Stod Seirens stolte Haab.
Da ved Mysunde næste Gang
Kanonens Torden lød,
Stred han en anden Strid, en lang,
Haabløs, om Liv og Død.
Bleg var hans Kind og Blikket mat,
Den Haand, der fordum Fjenden slog,
Laa foldet nu, mens Afmagts Nat
Henover Øiet drog.
Dog lytted han endnu, som før,
Til Kampens fjerne Lyd,
Som da han stod i Teltets Dør
Og speided imod Syd.
Og da hiint første Seiersbud
I Kveld den gamle Kriger fik,
Var det, som Glimt af fjerne Skud
Gjenstraaled fra hans Blik.
End saae han Seirens lyse Skjær
Bag Tyras Vold gaae ned
Den Sorgenat, da Danmarks Hær
Med Kuld og Hunger stred;
End læste han hiin Æreskrift,
Den skrev sig selv i Flugtens Hast,
Til, frelst af Gud og sin Bedrift,
Den stod paa Dybbøl fast.
Da først han lukked Øiet træt,
Den gamle Hædersmand,
Og takked Gud og aanded let
Imod sin Hvilestrand;
Da først, med Haab om Retfærds Seir,
Som Den, der troer, skjøndt ei han seer,
Gik han fra Jordens travle Leir
Til Himmerigs Kvarteer.
Læg paa hans Grav en Mindekrands,
Han har den vel fortjent;
En mere trofast Sjæl, end hans,
Har ikke Danmark kjendt:
Tro mod sin Konge og sin Gud,
Tro mod sit Land og Ærens Røst,
Tro mod sig selv og hvert et Bud
Fra Stemmen i hans Bryst.