Michael Rosing Wiehe
Den 31te Oktober 1864.
Den 31te Oktober 1864.
Var han en Drømmer og hans Daad en Drøm?
Var disse Billeder af Sjælens Kampe,
Han løfted over Hverdagslivets Strøm
Og viste os ved Lys af Scenens Lampe,
Kun som de Syners blege Skyggehær,
Der, kommende fra ubekjendte Strande,
Forbi os svømme tyst i Stjerneskjær,
Rodløse Planter liig, paa Søvnens Vande?
Var Lidenskabens Storm, der i hans Røst
Betvunget hvisked eller frigjort bruste,
Ikkun et Vindstød, som fra Skyens Bryst
Foer gjennem Skoven flygtig hen og suste?
Var Elskovs Trylleri, den Kval og Fryd,
Der vaagned i hans Tales Tonestrømme
Og døde hen i Sukkets sagte Lyd,
Var den ei meer, end Fuglens Nyn i Drømme?
Var Hjertets Svulmen ved hans Kunstnerleg
Og vore Tankers Flugt mod Skjønhedslivet
Ikkun et Sjælens Aandedræt, der steg
Og sank igjen, som Bølgerne bag Sivet?
Var vore Taarer kun en Sommerregn
Og Kindens Glød et Aftenskjær paa Vandet,
Og var den Vandring gjennem Drømmens Egn,
Som nu er endt, en sporløs Gang i Sandet?
En Drømmer var han, og hans Daad var Drøm;
Men der er Drømme, som liig Stjerner flamme,
Som kaste Straaler dybt i Tidens Strøm
Og gjøre dette vaagne Liv tilskamme.
Han var en Vandrer i det Drømmeland,
Der hvælver sig som Himlen over Jorden,
Med Frihedsluft fra Evighedens Strand,
Med Rhytmens Klang og Ordets Lyn og Torden.
Der var hans Hjemstavn, derfra gik han ud
Som Idealets ædle Fakkelbærer,
Og røgted tro det Hverv, han fik af Gud,
At løfte Sjælene til Skjønheds Sfærer.
Hvert Tankebilled, han til Liv har kaldt,
En Lysning var, der viste Vei mod Maalet;
Thi mens de skifted, paa dem alle faldt
Skjær af Ideens Morgensol og straaled.
Nei, Sporet af den Fod forsvinder ei,
Der gik saa fast en Tankegang modoven,
Og Klangen af den Røst, der viste Vei,
Forstummer ei, som Ecchos Lyd i Skoven.
En Slægt har levet med ham i hans Drøm
Og gjemt de Syner, Drømmeren har malet,
Og lært af ham, fra Livets mørke Strøm
At vende Blikket op mod Idealet.
Søvn paa dit Øie, Fred udi dit Bryst!
Sov sødt, ung Romeo, til Morgen kommer,
Der vækker dig paa Frihedslandets Kyst
Af Dødens Drøm til Paradisets Sommer!
Hvi gik du bort, der var jo langt til Dag?
Fornam du alt den fjerne Lærkes Trille?
Sov sødt og vaagn til Lys og Fugleslag —
Her er det mørkt, og Sangens Flod staaer stille.