Sang
Juleaften i Rom 1852.
Juleaften i Rom 1852.
At alle Veie gaae til Rom,
Fra Bjerge, som fra Dale,
Det vidste vi før hid vi kom,
Det er en gammel Tale.
Men hvad vi her først lære maae
I Maaneder og Dage,
Det er, at skjønne rigtig paa,
At Veien gaaer tilbage.
Vi flagred bort fra Hjemmets Strand,
En lystig Trækfuglskare,
For at besee det vælske Land
Og Verden at forfare.
Vi bredte Vingen ud med Fryd
Og iled over Jorden,
Men for hver Miil, vi fløi mod Syd,
Fløi Hjertet een mod Norden.
Trehundred Miil og fleer saavel
Fra hine sølvblaae Sunde
Vi sidde sammen her i Kveld
Imellem Laurbærlunde.
Trehundred Miil og fleer saavel
Fra Tibrens gule Banker,
I Hjemmet, under sneedækt Tjeld,
Der sidde vore Tanker.
Der sidder Hjertet luunt ved Bord,
Mens Timerne de rinde,
Og taler mangt et skjemtsomt Ord
Med den og den Veninde;
Der blomstre vore Minder smukt,
Som Roser opad Taget,
Der lover Haabet os sin Frugt
Og svinger Juleflaget.
Vil Nogen laste dette Kvad
Og sige, man kan være
Blandt Sydens Blomster vel saa glad
Som hjemme, hos de Kjære,
Har Nogen bragt sit Hjerte med —
Vi vil derom ei trætte,
Han har det paa et deiligt Sted,
Men ikke paa det rette.
Det rette Sted er det, der saae
Vor første Fryd og Smerte,
Hvor under Vinterhimlen blaa
Vort eget Maal vi lærte;
Det rette Sted, hvor Hjertet boer,
Er hvor man ei er fremmed —
En Skaal da for det høie Nord,
En Skaal for Fædrehjemmet!