Fuldmaanen ligner du, den høie, milde!
Naar tusindlokket den sit Haar nedruller,
Jeg tænker paa den Stund, da om din Skulder
Du strømme lod de gyldne Lokkers Kilde.
Fuldmaanen ligner du, den høie, milde!
Naar gjennem Sommerskyens Slør den titter,
Jeg tænker paa, da du bag Haandens Gitter
Undseelig først dit Ansigt skjule vilde.
Naar over Havet lysende den stiger
Og Bølgen lægger sig og Stormen viger,
Jeg tænker paa den Magt, du har, at stille
Kun med et Blik min Sjæls oprørte Vande,
Naar taus du bøier over mig din Pande —
Fuldmaanen ligner du, den høie, milde!
