Ved Granada, ved Granada,
I Cypresselundens Skygger
Staaer et Kæmpetræ, hvori den
Vilde Turteldue bygger.
Stammen gammel er og trøsket,
Mærket dybt med sære Runer,
Som en dunkel Gaade staae de
Under Bladenes Pauluner.
Naar du gaaer en sildig Aften,
Mens den fulde Maane hæver
Lysende sig op af Havet,
Gjennem Skoven, og du bæver
Uvilkaarlig under Træet,
Ved det dunkle Blad at skue,
Der med blodig Farve skinner
Underligt i Maanens Lue:
Knæl da ned ved Stammens Fødder,
Til Maria bed et Ave,
Og gaa stille gjennem Skoven,
Som du gik blandt Kirkens Grave.
Dette Sted er vel saa helligt,
Som den skumle Kirkebue,
Sjælemesse synger Fuglen,
Alterlys fra Himlen lue.
I.
I Granada, i Granada
Abdorrhaman staaer, den Gamle,
Høit paa Minaretens Top, for
Stjernetegnene at samle.
Om hans Finger snoer sig Ringen,
Den, hvorved det Løste bindes,
I sin Haand han holder Staven,
Hvormed skjulte Skatte vindes.
Og paa Stjernerne han stirrer,
Mens forneden Bønner lyde,
Gransker ivrig, den forborgne,
Gaadefulde Skrift at tyde.
Thi han troer, at Allah skrevet
Har paa Himlens stolte Pande
Med sin Finger hver en Skat, der
Skjules rundt i alle Lande.
Og han elsker Morgenstjernen
Kun fordi dens Glands ham minder
Om Demantens klare Funklen,
Der i Kongekronen skinner.
Og han elsker Solens Nedgang
Under Bølgen, Aftenrøden,
Kun fordi dens Skjær kan lignes
Med Rubinens dunkle Bløden.
Stjernen stiger, Stjernen synker
Atter ned bag Skyers Lag;
Abdorrhaman staaer alene,
Stirrer til den lyse Dag.
II.
Men hans Datter, men Zaïde,
Hun, som bringer til at strømme
Blodet hos hver maurisk Yngling,
Hvor er hun? Thi ei i Drømme
Hviler hun paa Silkepuden;
Hun, den sværmeriske, blide,
Skjønnest blandt Granadas Piger —
Hvor er hun, hvor er Zaïde?
Ved Granada, ved Granada,
Blandt Cypressens mørke Skygger,
Staaer et Træ, et ungt, hvori den
Vilde Turteldue bygger.
Allahs Maane ned fra Skyen
Paa Cypresselunden skinner,
Med sin gyldne Haand den klapper
Venlig Træets lyse Kinder.
Med sin gyldne Haand den klapper
Abdorrhamans Barn, Zaïde,
Der blandt friske Blomster hviler
Ved den christne Ridders Side.
Og hun taler til Don Pedro:
Siig mig dog, hvor tør du vove,
Du, en Christen, dig at nærme
Til Granadas sorte Skove?
»Skjønne Rose! Skjønne Rose!«
Svarer ømt Castiliens Kriger,
»Jeg dig elsker, og for Elskov
Veed du, hver en Frygt bortviger.«
Saa du virkelig mig elsker?
»Ja ved Nattens lyse Stjerne!«
Og du tænker paa mig? — »Er du
Fjern, er mine Tanker fjerne.«
Og du vil mig altid elske?
»Ja, selv under Savn og Møie.«
Og jeg skal din Hustru blive,
Boe hist paa dit Slot, det høie?
»Boer du ikke alt, Zaïde!
I mit Bryst bag Pandsrets Buer;
Kan du spørge da, om du skal
Boe i Borgens stille Stuer?«
Vel, Don Pedro! Vel, Don Pedro!
Hør da nu, hvad jeg vil sige!
Naar imorgen fjernt bag Bjerge
Solens sidste Straaler vige;
Og naar Aftnens røde Rose
Blomstrer, mens den hvide svinder,
Gaaer min Fader, Abdorrhaman,
Op paa Minaretens Tinder.
Thi han troer, at Allah skrevet
Har paa Himlens stolte Pande
Med sin Finger hver en Skat, der
Skjules rundt i alle Lande.
Naar til Bøn hver Maurer kaldes
Høit af Minaretens Sanger,
Naar min Fader troer, jeg slumrer,
Vent mig her da med en Ganger.
»Tys, Zaïde! tys, Zaïde!
Raslen jeg bag Træet hørte.«
Det var vilde Turtelduer
Kun, der sig i Løvet rørte.
Dog Farvel! Jeg bort maa ile
Før de sidste Stjerner svinde,
At ei mine Piger, naar de
Vaagne, Leiet tomt skal finde,
Og skal sige til min Fader:
See, din Datter er forsvundet!
Vi har søgt i Husets Sale,
Og har ikke hende fundet.
Men naar Maurerfolket kaldes
I Moskeen ind til Bøn,
Naar min Fader troer, jeg slumrer,
Vent, Don Pedro! her i Løn!
III.
I Granada, i Granada
Abdorrhaman staaer, den Gamle,
Høit paa Minaretens Top, for
Stjernetegnene at samle.
Men med skummelt Øie stirrer
Han fra Taarnet ned i Skoven
Under Muren, og han ændser
Ikke Stjernerne foroven.
Knytter voldsomt sine Hænder,
Mens han stamper haardt med Foden;
Klarlig sees det af hans Miner,
At hans Hævn er snart fuldmoden.
Og mens høit en Røst fra Taarnet
Kalder Maurerne til Bøn,
Ogsaa han, den Gamle, beder
Til Propheten hist i Løn.
Men hans Datter, men Zaïde,
Hvor er hun? — Fra Leiet stiger
Sagte hun og speider ængstlig,
Om de sove, hendes Piger.
Ind i Silkens mørke Folder
Hyller hun de fine Lemmer,
Lytter saa igjen, men ingen
Røst i Huset hun fornemmer.
Om den smekkre Midie snoer hun
Beltet med de dyre Stene,
Om sin ranke Hals hun hænger
Kun en Krands af Perler rene.
Men om Hovedet, omkring de
Sorte Lokkers Glands og Duften
Intet Slør Zaïde slynger,
De skal flagre frit i Luften.
Sagte løser hun Sandalen
Af de fine, spæde Fødder,
At hun ei af Lyden røbes,
Ved at gaae blandt Skovens Rødder.
Nedad Trappen lydløst skrider
Abdorrhamans unge Datter;
Men fra Minaretens Tinde
Lyder der en sagte Latter.
Taus hun gaaer igjennem Skoven,
Hører Turtelduen klage;
Naar det rasler mellem Løvet,
Seer hun angest sig tilbage.
Alt hun øiner Træets lyse
Løv, bestraalt af Stjernens Blikke,
Og hun flyver gjennem Skoven;
Men Don Pedro er der ikke.
Og mens Maanens gyldne Finger
Klapper venlig hendes Kinder,
Der en Dolk i Mørket blinker
Og i hendes Bryst forsvinder.
Drag dit Sværd og spor din Ganger,
Grib Stridsøxen ved din Side!
Iil, Don Pedro! iil, Don Pedro!
Før de myrde din Zaïde.
See! han er der alt, men kun for
Hendes sidste Blik at fange,
For at høre Dødens sidste
Suk, det smertelige, lange.
Og den skjulte Morder flygter,
Medens Maurerpigens Blod
Rinder ned i dunkle Strømme
Over Træets unge Rod.
Men den næste Vaar, da nye
Blade hvælves over Stammen,
Vidne de om Abdorrhamans
Dattermord med blodig Flammen.
Og fra den Tid Maurerfolket
Navn af »Blodets Træ« det skjænked,
Og fra den Tid om Zaïde
Sagnet er til Stammen lænket.
