Lovsang
Af Skuespillet »Faraos Ring«.
Af Skuespillet »Faraos Ring«.
Fælleschor.
Hil dig, Ammon, Livets Ophav, Skaber, som har skabt dig selv,
Du, som i dit Solskib seiler lysende paa Luftens Elv!
Hil dig, alle Guders Fader, Kongers Konge, Verdens Drot!
Jorden er din Thrones Fodtrin, Himlen er dit Kongeslot!
Mænd.
Naar du taler i din Vrede med Basunens Tordenmund,
Bølger Havet som et Klæde, skjælver Bjerget i sin Grund.
Kvinder.
Naar du hvisker i din Mildhed med de sagte Vindes Røst,
Drager Dalen atter Aande, slumrer Bølgen ind ved Kyst.
Mænd.
Naar du mørkner Himmelfloden, slynger Flammer over Land,
Synker Taarn og Mure sammen, tændes Skovene i Brand.
Kvinder.
Naar du aabner Lysets Døre, sender Straaler gjennem Luft,
Modnes Figentræets Frugter, fyldes Roserne med Duft.
Mænd.
Naar du blæser over Ørknens gule Sand din Aandes Ild,
Blinker Sværdet, suser Pilen, vaagner Kampens Løve vild.
Kvinder.
Naar du svaler Jordens Kinder med din milde Aftendugg,
Synker Haanden, lukkes Øiet, svinder Sorgen som et Suk.
Fælleschor.
Hil dig, Fader! Hver en Skabning lover dig, som Livet gav,
Fra den fjederklædte Sangfugl til den stumme Fisk i Hav.
Du, som løfted Himlens Hvælving, du, som graved Havet ud,
Hil dig, Ammon, du er Herren, du er Kongen, du er Gud!