Den lille Fyr, jeg sender Dem,
Har længe havt hos mig sit Hjem.
Han kom en Aftenstund som nu,
Det rinder aldrig mig af Hu.
Hvorfra, hvordan — jeg veed det ei,
Han sagde blot: »See her er jeg!
Jeg er en lystig Spillemand,
Som mange nye Viser kan.
Jeg vandred just dit Huus forbi,
Og saae, her var et godt Logis.«
Og dermed, uden meer Besked,
Han satte sig paa Bordet ned.
Saa hæved han sin Røst og sang;
Som gamle Minder først det klang.
Som Gjenlyd fra en Foraarstid,
Da Solen skinned lys og blid.
Men derpaa tog han Lyren fat,
Og Sangens Tone skifted brat.
Da lød en egen Melodi,
Sorgblandet Glæde var deri.
Snart klang den sødt om Haab og Trøst,
Snart vælted den en Steen paa Bryst.
Snart dybt den sank, snart høit den steg,
Den gjorde Kinden rød og bleg.
Snart — dog, det nytter ei, jeg vil
Med Ord beskrive dette Spil.
Nok er det, at den lille Fyr
Holdt i mit Huus et farligt Styr,
Og sang og spilled, saa mit Sind
Ei vidste ud, ei heller ind.
Da tænkte jeg tilsidst: Nei stop,
Nu er det Tid, du holder op!
Jeg passed paa en Morgenstund,
Mens han var taus og sad i Blund,
Og tog og skar, som De kan see,
Hans Strænge over alle tre.
Fra den Dag af, han misted dem,
Har han ei været nær saa slem;
Saa jeg tør nok forsøge paa
At lade ham paa Landet gaae.
Han har mig lovet, at han der
Vil synge kjønt bag Lindetræer
For Dem og for de Andre med,
Og ikke fare vildt afsted.
Sæt ham kun frit paa Deres Bord,
Jeg tænker nok, han holder Ord.