Een og tredivte Sang
Anger og Forladelse.
Anger og Forladelse.
"O du, som stander der hiinsides Bækken!"
Saadan hun Odden af sin Tale vender
Mod mig, der alt var bittert ramt af Eggen,
Og farer fort, med Ordets Sværd i Hænder:
"Siig, siig, om det er sandt! Til denne Klage
"Maa endnu føies, at du selv bekiender."
Saa sønderknust jeg var, at skiøndt min svage
Røst sig bevæged, laae den som i Lænker,
Og mægted, kvalt, fra Læben ei at drage.
Lidt vented hun og sagde saa: "Hvad tænker
"Du paa? Giv mig et Svar! thi Syndens Minde
"Døer jo dog først naar Lethes Vand dig stænker."
Frygt og Forvirring pressed mig af Sinde
Tilsidst et Ja, saa svagt, at hvad jeg stammed
Meer saaes, end hørtes af den høie Kvinde.
Thi som en Armbrøst, der er altfor strammet,
Brister i Skuddet, Buen lægges øde,
Og Bolten træffer Maalet mat og lammet:
Saa brast jeg under Tyngden af min Møde,
Hulkende brød jeg ud i Suk og Taare,
Og kvalt min Røst paa Labens Tærskel døde.
Da mæled hun: "Hvad fandt du vel, o Daare!
"I mine Bud, der lærte dig at hige
"Op mod det høieste Maal, en Siæl kan kaare,
"Hvad fandt du der for Grave? Hvilket Dige
"Var kastet op, saa mægtigt, at det røved
"Dig Haabet reent om længer frem at stige?
"Hvad for en Vinding bandt dig fast til Støvet?
"Hvad Skiønhed var der i de Andres Øie,
"At efter dem at gange du behøved?"
Bittert jeg sukked, da hun taug, den Høie;
Jeg havde neppe Stemme til at svare,
Og Læben danned den til Ord med Møie.
Grædende sagde jeg: I Lystens Snare
Drog mig de timelige Ting paa Jorde,
Da Eders Aasyn skiulte sig, det klare.
Og hun igien: "Om du end negte turde
"Den Synd, du tilstaaer, kom den dog for Dagen,
"En mægtig Dommer kiender, hvad du giorde.
"Men naar en Synder tilstaaer selv, og Klagen
"Med Anger af hans egen Mund frembryder,
"Bli’er Dommens Hvæssesteen mod Eggen dragen.
"Dog, at du blues maa ved dine Lyder
"Langt meer endnu, og lukke til dit Øre,
"Naar atter dig Sirenens Røst indbyder:
"Kast bort din Taares Sæd, da skal du høre,
"Hvorlunde mit begravne Legem burde
"Dig netop i en modsat Retning føre.
"Aldrig Naturen eller Konsten giorde
"Dig før saa glad, som Synet af de hulde
"Lemmer, jeg bar; nu er de spredt i Jorde.
"Og hvilken dødelig Begiering skulde
"Havt Magt at lokke dig, hvis Fryd var røvet,
"Hvis største Glæde laae med mig i Mulde?
"Du burde flux, saasnart du havde prøvet
"Den falske Verdens første Piil, dig svinge
"Bagefter mig, som ei tilhørte Støvet.
"Og ingen Ungmø eller andet ringe,
"Kortvarigt Gode burde holdt dig nede,
"Til flere Skud du fik med sænket Vinge.
"Kun Fugleungen venter i sin Rede
"To eller tre, de Gamle vil man skyde
"Forgieves efter eller Nettet brede."
Som Børn, der skamme sig, og tause lyde
Paa hvad man siger dem, med sænket Øie,
Erkiende deres Feiltrin og fortryde,
Saa ligerviis stod jeg; da kvad den Høie:
"Løft op dit Skæg! Thi smerted Talens Torden,
"Skal Synet af mig endnu meer dig bøie."
Med mindre Modstand rykkes løs fra Jorden
Et vældigt Egetræ af Søndenvinden
End jeg paa hendes Bud opløfted Kinden.
Jeg vel den Braad, som skiulte sig forinden.
Mit Øie saae, da jeg det opad vendte,
At Englechoret hviled sig bag Grene,
Og ikke meer sin Blomsterregn udsendte.
Men for mig Beatrice stod, den Rene,
Vendt imod Dyret, som i sig forbinder
Med to Naturer een Person alene.
Som der hun stod, med Slør for sine Kinder,
Hun overgik sig selv i fordums Tide
Langt meer, end dengang alle andre Kvinder.
Da følte jeg, hvor Angers Nelder svide;
Alt hvad jeg elsked før og meest begierte,
Det voldte mig fra nu af Harm og Kvide.
Saalunde bed Selvkiendelsen mit Hierte,
At jeg afmægtig segned hen i Vaanden;
Hun veed det, som var Aarsag til min Smerte.
Da Legemet fik sin Kraft igien af Aanden,
Og sagde: "Kom, og hold mig fast i Haanden!"
Til Halsen ud i Floden hun mig stødte,
Og drog mig efter sig, mens over Vande
Hun svæved selv, let som en Væverskytte.
Da jeg mig nærmed til de salige Strande,
Det tænkes eller skildres kan forsande.
Den skiønne Kvinde tog, med milde Blikke,
Mit Hoved i sin Favn, og ned mig tynged
Saa dybt, at jeg blev nødt til Vand at drikke.
Derpaa hun drog mig, badet og forynget,
Ind i de Fires Kreds, hvor Løvet værner,
Og dandsende de Hulde mig omslynged.
"For Beatrice steg fra Himlens Bue
"Til Jord, blev vi bestemt til hendes Terner.
"Vi føre dig til hendes Øines Lue,
"Men skærpes maa dit Syn, for at betragte
Saalunde Kvinderne med Sang mig bragte
Hen, hvor jeg skued Beatrice smile,
Og stilled foran Griffens Bryst mig sagte.
"Lad nu", de mæled, "ei dit Øie hvile!
"Vi foran de Smaragder Plads dig skienked,
"Hvorfra dig Amor traf med sine Pile."
Vel tusind Ønsker, flammehede, lænked
Mit Blik til hendes Straaleblik det høie,
Som ufravendt hun ned paa Griffen sænked.
Som Solen i et Glas, snart paa een Maade,
Snart paa en anden i det klare Øie.
Tænk, Læser! om jeg undred mig, da baade
Jeg skued selve Tingen rolig være,
Og Billedet forvandles — hvilken Gaade!
Mens jeg saalunde lod min Siæl fortære
Salig og dog forbauset denne Føde,
Der vækker Hunger netop ved at nære:
Kom de tre andre Kvinder mig imøde,
Med Væsen af en meer ophøiet Stamme,
Dandsende smukt til Melodier søde.
"Vend, Beatrice! Blikkets hellige Flamme",
Kvad de, "til ham, der troligen dig følger
"Og gik saamange Skridt, for dig at ramme!
"Viis naadig os den Naade, Slørets Bølger
"At drage fra din Mund, skienk ham den Lykke,
O Evighedens lyse Glands og Smykke!
Hvo drak saa dybt vel af Kastales Kilde,
Hvo blegned saadan i Parnassets Skygge,
At Tanken ei ham svigted, hvis han vilde
Giengive dig, da, svøbt i Blomsterduften,
Ombølget trindt af Harmonier milde,
Dit Aasyn du afslørede for Luften!