To og tredivte Sang
Forvandlingen.
Forvandlingen.
Saa fast saae mine Øine, vidt oplukte,
At alle andre Sandser vare slukte;
Til begge Sider var som reist en Pille
Af Glemsel for mit Syn; saa drog det blide,
Hellige Smiil mig i sin gamle Hilde.
Da dreiedes mit Blik til venstre Side
Med Magt af de guddommelige Kvinder:
"For stivt du seer!" lod En af dem mig vide.
Men denne Synets Stemning, som man finder
Hos En, hvis Øine Solen nys har blendet,
Den var mig i Begyndelsen til Hinder.
Dog snart sig Øiet til det Mindre vænned
(Mindre, i Forhold til det meget klare,
Hvorfra jeg nyligen med Magt var giennet);
Da saae jeg, at den hædersmykte Skare
Stod i Begreb, til Høire sig at flytte,
Saa de syv Lys og Solen foran vare.
Som naar en skiolddækt Hær, for at beskytte
Sig, svinge vil og følger, Faa ad Gangen,
Med Banneret, til Alle Stilling bytte:
Saalunde saae jeg nu, til Englesangen,
Den hele himmelske Hærskare svinge
Forbi os, førend Vognen dreied Stangen.
Derefter Kvinderne til Karmen ginge,
Som Griffen drog saa let henover Tue,
At ei en Fiær blev rystet i dens Vinge.
Den fagre Mø, som først jeg fik at skue,
Statius og jeg gik ved det Hiul, som danned,
Da Vognen dreied sig, den mindste Bue.
Og giennem Skoven, der har øde standet
Fra den Tid Eva Slangens Løfter troede,
Fulgte vi Tonerne, som sødt sig blanded.
Da vi saa langt et Stykke, som tre gode
Skud af en Piil, var vandret under Løvet,
Steg Beatrice ned, og Alle stode.
"O Adam!" mumled Skaren da bedrøvet,
Og til et Træ saae jeg dem Veien lægge,
Men syntes sine Fletninger at strække,
Alt som det steg, saa vidt til hver en Side,
At det selv Indiens Undren vilde vække.
"Bed af det søde Træ for dig at mætte,
"Thi derfor maatte Bugen ondt sig vride."
Sligt Raab istemte Alle rundtom dette
Vældige Træ, men Dyret Tungen rørte:
"Saadan bevares Sæden til det Rette!"
Og atter det i Stangen drog og kiørte
Den op til hiin forladte Enke-Stamme,
Som vore Træer, naar Lysets Bølger ramme
Straaler, der bagved Himmelkarpen flamme,
Som svulmende de foldes ud, og gierne
Fornye de gamle Farver førend Solen
Med sine Heste naaer en anden Stierne:
Saa ligerviis, berørt af Seiersstolen,
Saae jeg det eensomtnøgne Træ forynge
Sig med en Lød, liig Rosen og Fiolen.
Jeg fatted ei den Hymne, Folkets Klynge
Sang nu, den kvædes ei i Jordens Dale,
Ei heller hørte jeg dem Alting synge.
Der slumred ind ved Syrinxfløitens Trille,
Og maatte Vagtsomheden dyrt betale:
Liig Maleren jeg med et Billed vilde
Beskrive da min Søvn, men ei jeg vover;
Lad Hvo der kan det, Slummeren fremstille.
Til min Opvaagnen gaaer jeg derfor over;
Et Lysskiær brød Søvnsløret, og jeg hørte
En Stemme raabe: "Reis dig, du, der sover!"
Hen for at see de Abildblomster spæde,
Hvis Frugter kun af Engle blive rørte
Med salig Lyst, til Himlens Bryllupsglæde:
Der havde brudt en større Slummers Kiæde,
Og saae, at deres Samfunds Tal var svækket,
At Moses og Elias borte vare,
Og Herren med en anden Kaabe dækket:
Saalunde blev jeg vakt af denne svare
Slummer, og hos mig stod den fromme Kvinde,
Der hialp mig, giennem Floden før at fare.
Ræd spurgte jeg: Hvor er min Herskerinde?
"Hist, under Løvets nysudsprungne Kroner,
"Ved Træets Rod", hun svared, "seer du hende.
"Du seer, i hvilken fager Kreds hun throner;
"Med sødere Sang og mere dybe Toner."
Om Meer hun talte, veed jeg ikke nøie,
Thi al min Sands var fængslet af den Rene,
Og kun mod hende vendte sig mit Øie.
Hun paa den sande Jord sig hviled ene,
Retsom den Seiersvogn hun vogte skulde,
Der bundet var af Griffen under Grene.
En Krands om hende danned de syv Hulde,
Med hine Lys i Haand, som sikkret ere
Mod Søndenvind og Nordenstormens Kulde.
"En stakket Stund maa her din Lod du bære;
"Og i det Rom, hvor Christus selv har hiemme,
"Skal da med mig du evig Borger være.
"Fæst derfor, til den onde Verdens Fremme,
"Dit Blik paa Vognen, og lad det, som Øiet
"Seer der, paa Jord forkyndes af din Stemme!"
Saa Beatrice kvad; og ydmyg bøiet
For hendes Tales Fod, paa Stand min Tanke
Samt mine Blikke hendes Villie føied.
Saa snelt man aldrig skuet har den blanke
Lynstraale giennem Luften sig udgyde
Fra tætte, fierne Tordenskyers Banke,
Ned giennem Træet, sønderrive Barken,
Og Løvet og de nye Blomster bryde.
Med alle sine Kræfter traf den Arken,
Der slingred liig et Skib, som bliver kastet
Af Stormen op og ned paa Bølgemarken.
Derefter ind i Seiersvognen hasted
Saa hungrig, som den længe havde fastet.
Men ved at dadle strengt dens fule Brøde,
Drev Herskerinden den paa Flugt saa fage,
Som de kiødløse Been udholdt med Møde.
Derefter saae jeg atter Ørnen drage
Saa den lod Vognen fuld af Fiær tilbage.
Og retsom fra et sorgfuldt Hiertes Kilde,
Udgik en Røst fra Himlen giennem Lunde:
"O du mit Skib, hvor er du ladet ilde!"
Da var det mig, som revned Jordens Grunde,
Sin spidse Hale giennem Vognens Bunde.
Og som en Hvespe drager ind sin Spore,
Saa trak den Halen til sig, rev et Stykke
Af Vognen ud, og tumled henad Jorde.
Den fede Mark, udbredte sig de smukke
Fiedre, der mulig med oprigtigt Tykke
Var skienkte, henad Karmens knuste Vugge,
Saa hele Stangen skiultes, og de tvende
Vognhiul dertil, meer snelt end man kan sukke.
Saadan forvandlet, saae jeg Vognen sende
Eet ved hver Kant og over Stangen trende.
De sidste vare hornede som Tyre,
Men kun eet Horn sad i de fires Pande;
Ret aldrig saae man før et sligt Uhyre.
Kneisende, liig en Borg paa Klipperande,
Og kasted sine Blikke frækt om Lande.
Som for at Ingen skulde Skiøgen stiæle;
De kyssede hinanden mange Sinde.
Men da hun lysten lod sit Øie dvæle
Paa mig en Stund, gav Boleren i Vrede
Selv hende Pidsk fra Hoved indtil Hæle.
Harmfuld og skinsyg løste han det lede
Uhyres Baand og trak det giennem Lunden,
Saa den mig ene skiermed, til den Vrede
Med Skiøgen og det nye Dyr var svunden.