Første Sang
Indvielse til Vandringen.
Indvielse til Vandringen.
For over bedre Vande frem at drage,
Heiser min Tankebaad nu Seilets Flige,
De grumme Bølger har den lagt tilbage.
Der luttrer Menneskets Aand i sine Lande,
Og giør den værd, til Himlen op at stige.
Lad her den døde Skialdekonst opstande,
I hellige Muser, som til Sang mig kalde!
Hør mig Kalliope, hæv lidt din Pande,
Og lad i dette Kvad de Toner gialde,
Saa de fortvivlede lod Haabet falde!
En huld, saphirblaa Farve trindt bedækked
Med frydfuld Klarhed Luften i det Høie,
Og atter mine Blikke sig fornøie,
Saasnart jeg fra den døde Luft mig fierner,
Der før bedrøvede mit Bryst og Øie.
Gav slig en Glands, at Østens Himmel smiled,
Og overstraaled alle sine Terner.
Hvorpaa kun Stammeparrets Øine hviled.
Ved deres Glands sig fryded Himlens Bue;
O Nordens Egn, forladte Enkesæde,
At det er dig berøvet, dem at skue!
Da jeg mig havde skilt fra Synets Glæde,
Og mod den anden Pol lod Øiet skride,
Der kræved, at man Ærefrygt ham skienkte
I større Maal, end Søn kan Fader vide.
Langt Skæg han bar, hvis Lokker var isprængte
Med Hvidt, liig Haaret, som fra Issens Tinder
I dobbelt Skilning ned paa Brystet hængte.
De fire hellige Stierner om hans Kinder
Udgøde slig en Lysning, at han tykte
Mig liig en Mand, hvis Ansigt Sol beskinner.
"Hvo er I, som fra evigt Fængsel flygte
"Op mod den mørke Flod?" saa lød hans Tale
Bag det ærværdige Skæg, der Munden smykte.
"Hvo førte Jer? Hvo var Jert Lys i Dale,
"At fra hiin dybe Nat I Udgang funde,
"Som giør det evig sort i Helveds Sale?
"Er Afgrundslovene da brudt saalunde,
"Hvad heller nye Raad i Himlen lagte,
"At, skiøndt fordømte, hid I vandre kunne?"
Da rørte mig til Tegn min Fører sagte,
Og vinked til mig, og med Ord og Hænder
Mit Bryn og Knæ til Ærefrygt han bragte.
Saa svared han: "Jeg ikke selv mig sender;
Jeg denne Mand stod bi, der hid sig vender.
Men da det er din Villie, som jeg skiønner,
At faae vort sande Væsen lagt fordage,
Bor det sig vel, at jeg med Svar dig lønner.
Han der saae ei den sidste Kveld bortdrage,
Men Daarskab bragte ham saa nær dens Ende,
At kun en liden Stund der var tilbage.
Som nylig jeg har givet dig tilkiende,
Fik jeg det Bud, at frie ham af hans Møde,
Og der var ingen anden Vei, end denne.
Jeg viste ham, hvor Syndens Folk maa bøde,
Og agter nu at vise ham de Siæle,
Som i dit Rige luttre sig for Brøde.
At skildre Alt, for længe var at dvæle;
En Kraft fra Himlen hiælper mig at lede
Ham hid, for dig at see og høre mæle.
Lad da hans Komme tækkes dig, vi bede!
Den veed, som til at døe derfor var rede.
Du kiender det! I Utica den giorde
Dig Døden sød, hvor du den Klædning kasted,
Der paa den store Dag saa klar skal vorde.
Han lever end, mig har ei Minos bastet;
Vi brød ei Lovene, de evighøie,
End synes bede dig: behold din Mage!
For hendes Elskov da vor Bøn du føie!
Forsmaaer du ei, at blive nævnt histinde,
Skal jeg din Hilsen bære med tilbage."
"I Livet hist var mig den hulde Kvinde
"Saa kiær," han svared, "jeg vil ei det dølge,
"At al den Gunst, hun bad om, gav jeg hende.
"Nu, da hun dvæler bag den onde Bølge,
"Kan hun ei røre mig; slig Lov fra Eder
"Mig skilte ved min Død den maa jeg følge.
"Men hvis din Gang en himmelsk Kvinde leder,
"Behøves ingen Smiger; nok er dette:
"At du i hendes Navn om Bistand beder.
"Saa gak da nu, og sørg for at omflette
"For hvert et ureent Mærke ud at slette.
"Thi ikke sømmer det sig at fremstande
"Af Tienerne fra Paradisets Lande.
"Rundtomkring Den, hvor Havets Bølger støde
"Imod den lave Kyst, en Krands er draget
"Af Siv, der trindt i Dyndet groe, det bløde.
"Derfra er hver en anden Væxt forjaget,
"Som sætter haarden Bark og skyder Blade,
"Og ei kan bøie sig med Bølgeslaget.
"Derefter skal I denne Vei forlade;
"Jer Solen vise vil, som nys sig tændte,
En Opgang mere let til Biergets Flade."
Saa svandt han; men jeg reiste mig og vendte
Foruden Ord mig ganske til min Leder,
Og tillidsfuldt jeg Blikket mod ham sendte.
"Følg nu, min Søn! den Vei, som jeg bereder;
Lad om os vende her!" sin Røst han hæved;
"Her skraaner Sletten ned mod sine Bredder."
Alt Morgenrøden seierrig fremsvæved,
Saa mine Blikke langtud kunde trænge
Og see, hvor Søen funklede og bæved.
Vi gik henad det eensomtode Vænge,
Liig Den, der vender om, og til han finder
Sin tabte Vei, maa gaae forgieves længe.
Da vi kom hen, hvor Morgenduggen skinner
Paa Steder, som i Skyggen ere lagte,
Og lidet kun i Kamp med Solen svinder:
Min Mester sine Hænder blidt udstrakte
Og sagtelig det spæde Græs berørte.
Flux jeg min taarefulde Kind ham rakte,
Thi jeg gav Agt paa det, jeg saae og hørte;
Og Farven, hvoraf Helved Intet levned,
Tilbage paa mit Ansigt nu han førte.
Ned til den øde Strandbred da vi stævned,
Som aldrig saae den Mand paa sine Vande,
Der hiem at vende prøved eller evned.
Som Hiin befoel, omfletted han min Pande;
O hvilket Under! neppe fik han trukket
Af Jord en ydmyg Plante, før paastande
Den fødtes atter der, hvor den var plukket.