Du Slægt, der som en Storm i Høst
Henover Jorden haster,
Men aldrig i dit eget Bryst
Til Bunden Loddet kaster;
Du, som vil granske Livet ud,
Men glemmer Livets Kilde,
Søg dog engang dig selv og Gud —
Vær stille!
Hør op med denne vilde Larm,
Den hvileløse Trængsel,
Læg Øret til din egen Barm,
Hvor Sjælen boer i Fængsel;
Dæm op for dine Lysters Elv,
Lad Strømmene sig skille,
Søg saa paa Hjertets Bund dig selv,
Men stille.
Hør op at færdes uden Ro
Imellem Livets Døre;
Hvor kan i slig en Larm du troe,
At du Guds Røst kan høre?
Han drager ei i Hjertet ind
Som Tordenstorm i Skoven,
Han kommer som en sagte Vind
Fraoven.
Du Slægt, som fuld af Harm og Had
Igjennem Verden jager,
Mens bævende liig Espens Blad
Bestandig Tungen klager!
Hvad er dit Maal, hvad er dit Meed,
Hvad søger du i Vrimlen?
See, Blomsten voxer taus i Fred
Mod Himlen.
Hør, overalt i Mark og Lund
En Bøn om Stilhed lyder,
Selv Middagssolens gyldne Mund
I Skoven Stilhed byder;
Hør, Stjernerne langs Himlens Kyst
Paa Sølverharper spille,
Og bede dig med bønlig Røst:
Vær stille!
O bøi til disse Stemmers Klang,
Du travle Slægt, dit Øre!
Der kommer dog den Tid engang,
Da du faaer Lov at høre;
Naar Gravens dybe Klokke slaaer,
Naar Dag og Nat sig skille,
Og Døden raaber kold og haard:
Vær stille!