Trettende Sang
Selvmordere og Forødere.
Selvmordere og Forødere.
For Nessus end var kommen over Floden,
Ind i en Skov, hvor ingen Sti sig bugter,
Jeg med den ædle Sanger flytted Foden.
Sort Løvet der, ei lysegrønt og smukt er,
Træernes Grene knudrede sig flette,
Gifttorne findes der, men ingen Frugter.
Vilddyret selv, som flyer den aabne Slette,
Og finder ikke Buske sig saa tætte.
Som fra Strophaderne jog Trojas Hære
Med Sørgebud om det, der siden skede.
Med Kløer paa Fødderne, paa Bugen Fiære,
Med Menneskeaasyn og med brede Vinger,
Fra Træerne de løfte Skrig heelt sære.
Min gode Mester mæled: "Før jeg bringer
Dig dybere herind, saa viid, nu stander
Du i den anden Ring, og den omsvinger
Dig til du i et rædsomt Sandhav lander.
Thi see dig vel omkring, saa skal du finde
Saadanne Ting, at du min Tale sander."
Fra hver en Kant Veeklager lød derinde,
Men Ingen skued jeg af dem, der boede;
Thi standsed jeg, forvildet reent i Sinde.
Jeg troer, min Mester tænkte, at jeg troede,
At alle disse Røster kom tillive
Fra Slægter, som bag Træerne skiulte stode;
Og derfor mæled han: "Hvis du vil rive
En Kvist blot af et Træ i denne Hække,
Da skal din Tanke snart til Intet blive."
Jeg vovede min Haand lidt frem at række
Og af en mægtig Torn en Green at bryde;
Da skreg dens Bul: "Hvorfor vil du mig knække?"
Jeg saae det sorte Blod nedad den flyde;
"Hvi flaaer du mig?" lød nu igien dens Mæle,
"Kan ingen Medynksaand jeg dig indgyde?
"Mænd vare vi, nu er vi Torne fæle;
"Du burde havt meer Ynk i dine Hænder,
"Om saa vi havde været Slangesiæle."
Retsom en Brand, der grøn er, naar man tænder
Dens ene Ende, af den anden siver
Og hvisler ved den Luft, den fra sig sender:
Saalunde Blod og Ord paa eengang driver
Af Træets Brud; thi lod jeg Kvisten glide
Af Haand og stod som En, der bange bliver.
"Ifald han forud havde kunnet live,
O vrede Siæl!" tog Viismanden tilorde,
Saa havde han ei rørt dig som han giorde.
Men det Utrolige fik mig til at nøde
Ham til en Daad, som fast jeg angre burde.
Dog, siig ham hvo du er, da skal som Bode
Dit Rygte han fornye, naar hiem han ganger,
Som han har Lov, til Verdens Lys, det søde."
Og Bullen: "Mig din milde Tale fanger,
"Saa ei jeg tie kan, som før jeg pleied;
"Men bliv ei trætte, hvis min Tale lang er.
"Til Frederiks Hierte, og saa sagte vidste
"At aabne og at lukke, naar jeg dreied,
"At fra dets Lønraad jeg forjog de Fleste.
"Tro i mit Hverv, jeg ingen Møie skyede;
"Og Søvn og Liv derfor jeg maatte miste.
"Men sine Bolerøine mod dem sendte,
"Hun, Hvermands Død og alle Hoffers Lyde,
"De Andres Siæle snart imod mig tændte,
"At Ærens Fryd til sorgfuld Vee sig vendte.
"Mit Sind, som harmfuldt troede, Døden kunde
"Befrie for Harme, giorde mig Retvise
"Uretviis mod mig selv foruden Grunde.
"Men høit og dyrt jeg sværger Jer, ved disse
"Nyskabte Rødder! aldrig har jeg sveget
"Min Herre, hvem med Ret de Alle prise.
"Og naar til Verden En af Jer er steget,
"Da reis mit Minde op, som endnu siden
"Hiint Avinds Hug henligger glemt og bleget."
Først tøved Digteren en Stund, en liden,
Saa sagde han: "Spørg nu, hvis du behøver
At vide meer; nu taug han, spild ei Tiden!"
Jeg svared: Det er bedre, selv du prøver
At spørge, hvad du troer, jeg helst maa høre;
Jeg kan det ei, slig Ynk mit Hierte drøver.
Thi mæled Skialden: "Vil du, han skal giøre
Hvad nys du bad om, frit og uden Hinder,
O fangne Aand! da lad dig endnu røre
Til os at sige, hvordan Siælen binder
I disse Knuder sig; om af de trange
Ledemod aldrig Nogen løs sig vinder."
Da hvæsed Bullen stærkt, i Toner lange,
Og derpaa Luften til en Stemme bliver:
"Kort Svar skal I paa Eders Spørgsmaal fange!
"Naar Siælen vildt med egen Haand sig river
"Løs fra det Legem, hvori boe den skulde,
"Ned i det syvende Svælg Minos den driver.
"Som det kan træffe sig, blandt Skovens Bulle
"Den falder, men hvor Skiebnens Kast det byder,
Der spirer den, som Kornet under Mulde.
"Fra lille Skud til Skovtræ op den skyder,
"Derpaa Harpyerne dens Løvværk gnave,
"Og skaffe Smerten Hul, saa ud den bryder.
"Vi komme vel engang til vore Grave,
"Men Ingen i sit Legem meer sig klæder;
"Thi hvad man røver sig, skal ei man have.
"Legemerne slæbe vi til disse Steder;
"De skulle her i Sørgeskoven hænge,
"Hvert paa den Torn, hvori dets Skygge græder,"
Vi vented endnu der i. Skoven længe,
At Bullen atter skulde aabne Munden,
Da pludselig en Larm vi hørte trænge
Imod os, som naar Iægeren i Lunden
Vildsvinet høre kan og Jagten lyde,
Raslen i Grenene og Glam af Hunden.
Og see, tilvenstre To saa iilsomt flyede,
Nøgne, forrevne giennem Skovens Grene,
At jeg dem saae hver Kvist paa Veien bryde.
"Saa lette, Lano! var ei dine Bene
"Ved Toppos Dystløb fordum over Jorde!"
Og aandeløs ved Løbet nu, det snare,
Han af en Torn og sig en Knude giorde.
Bag dem var Skoven opfyldt med en Skare
Kulsorte, slugne Hunde, der fremjoge
Som Mynder, naar af Lænken løs de fare.
I ham, der skiulte sig, de Tænder sloge,
Og Led for Led de sønderflænged Aanden,
Før med hans arme Lemmer de bortdroge.
Da tog min hulde Fører mig ved Haanden
Og bragte mig til Tornen hen, der blødte
Af mange Saar og jamred sig ved Vaanden:
"Ak Jacopo! hvad kunde det dig nytte,
"At mig til Værn og Skiul du vilde tage?
"Hvad kan jeg for at du dit Liv forødte?"
Da Mesteren ved Træet stod, det svage,
Han mæled: "Hvo var du, som her af alle
De Saar udaander Blod og sorgfuld Klage?"
Og han til os: "O Siæle, som mig kalde!
"I have seet den onde Vold mig ramme,
"Der bragte mine Blade til at falde —
Sank dem om Foden af min usle Stamme!
"Dens første Herre ud; men for det samme
"Vil Mars den med sin Konst bedrøve længe.
"Og stod der ei af ham en Rest, en liden,
"Hvor Broens Buer over Arno hænge:
Saa havde Borgerne, som reiste siden
En By, hvor Attila kun levned Gruset,
Forsandt spildt baade Arbeidet og Tiden.