Nu vandrer Rygtet sortklædt bort fra Nord,
At bringe Bud til Tiberflodens Bølger;
Og mange Taarer falde i dets Spor,
Og stille Tankers Sørgetog det følger.
Med Flor om Kind, med Vandringsstav i Haand
Frem Rygtet gaaer; — før bar det rundt hans Hæder,
Nu skal det bringe Budskab, at hans Aand
Er lukket ind til Himmeriges Glæder.
Frem Rygtet gaaer. Det standser ei sin Fod,
Thi lang er Vandringen; men bort det iler
Langs Rhinen ned til Bjerget, hvor i Blod
Sig Troskabs faldne Kongeløve hviler.
Derfra mod Syd — mod Syd, til Staden, hvor
Hans Hæders Vugge gik paa Marmorgænger;
Hvor høit paa Klippen Kapitolet staaer,
Der standser Rygtet og hans Skjold ophænger.
Da græder Klippeblokken Marmortaarer.
Det rører dybt sig i Carraras Skjød,
Det sukker ud af Stenens dunkle Aarer:
»Hvo skal befrie os nu, naar han er død?«
Og fra den store Mesters øde Kammer,
Hvor Støvet paa hans Meisel har sig lagt,
Hvert Suk besvares af en stille Jammer
Fra Billeder, hvis Liv kun halvt blev vakt.
Men Rygtet fremad gaaer. Til Hellas’ Lunde
Det kommer seent i stjerneklare Nat.
Til Borgen hen, hvor store Minder blunde,
Op til Akropolis det iler brat.
Der stirrer ned fra sjunkne Mures Rester
En Flok af Skygger i den dybe Dal;
Det er de svundne Tiders stille Gjæster,
Som atter samle sig i Skyers Sal.
Om Klippen langsomt Musechoret svæver
Med Graad paa Kind, med falmet Blomsterkrands
Apollo Lyren slaaer, men Strængen bæver
Som Dødssuk til Gudinders Sørgedands.
Taus knæler Venus ved Kronions Side
Og skjuler sine Taarer i hans Skjød,
Mens Amoriner smaa, med Vinger hvide,
Høit græde for den gamle Mesters Død.
En stille Klage vandrer over Land,
Fra Parthenon den ud til Havet trænger;
Den gaaer fra Øe til Øe, fra Strand til Strand,
Saavidt som Olietræets Green nedhænger.
»Farvel, farvel! Nu stiger Glemsels Nat
Snart op igjen, og skygger for vort Minde.
Han vækked os til Liv; af ham forladt,
Maae anden Gang de gamle Guder svinde.«
Men Rygtet fremad gaaer. Mens Morgenstunden
Gaaer over Ossa og Olympen op
Og jager Nattens Skygger ud af Lunden,
Staaer Sorgens Bud alt høit paa Suniums Top.
Da kommer der fra Østen Toner milde,
Hvor Morgenblomsten stiger rød af Hav,
Fra Palæstinas Dal, fra Kedrons Kilde,
Fra Golgatha, fra Jesu Smertegrav.
Sødt klinger det, liig Fuglesang i Vaaren,
Om evigt Liv, naar Døden er forbi;
Og Tonen stiger høit, af Vinden baaren,
Og Strænges Lyd sig blander klart deri.
Det er Guds Engle, som paa Harper lege;
De baaret har den christne Mester blid
I Himlen ind, nu vil de vederkvæge
Ham efter Livets Arbeid og dets Strid.
Hvad fromt hans Haand i Marmor og i Leer
Til Herrens Priis paa Jorden her fremstilled,
Det har fulgt med ham bort herfra, han seer
Det hist igjen, men ikke blot som Billed.
Høit kalder det, som Klokkers Lyd i Kveld,
Det er Guds Engle smaa, der for ham kvæde:
»Kom ind, kom ind til os, du trætte Sjæl!
Kom ind til Himmeriges Juleglæde!«
Men Rygtet vender sig igjen mod Nord.
Hist skal det op, hvor evig Sneen hviler
Paa Bjergets Ryg, hvor Sagablomsten groer.
Det flytter Staven og afsted det iler.
Liig en Herakles har hans Hæder sat
Sin Grændse sig ved Verdensdelens Ende,
I Syd og Nord. Thi skal i Sorgens Nat
Vesuv og Hekla høit Liigfakler tænde.
Og deres røde Blus skal skinne ned
Og see hans høie Moder eensom græde.
Gud skjænke hendes Hjerte Trøst og Fred!
Den Søn dets bedste Stolthed var og Glæde.
Vel har hun Sønner fleer, men der vil gaae
Mangt et Aarhundred, før hans Lige kommer,
Saavist som Træerne med Frugter staae
Kun een Gang i den yndefulde Sommer.
Og Rygtet vender hjem igjen sin Fod.
Gud har lagt Sorg paa Danmark, paa vor Moder;
Men Rygtet bringer Bud, at Smertens Rod
Har ogsaa skudt sin Blomst ved fjerne Floder.
Saavidt, som Aandens Morgenstraaler naae,
Der sørges overalt, som for en Broder.
En Stor er død — der fødes mange Smaa;
Gud har lagt Sorg paa Danmark, paa vor Moder.