Mens Drengen løber om i Veir og Vind
Og river Huller paa sin Trøie,
I Hjemmet sidder taus, med stille Sind,
Hans Søster med det fromme Øie.
Med broget Silke væver hun i Lad,
Og mens hun væver Rosens røde Blad,
Selv hun i Løn
Blomstrer saa skjøn,
Som Rosen fiin med yndig Duften.
For hver en Blomst, som hun baldyrer smukt,
En Tankeblomst af Knoppen springer,
Og mens hun modnes huldt i ærbar Tugt,
Faaer hendes Sjæl fuldbaarne Vinger.
Da fødes Længslen i det unge Sind,
Da rødmer dobbelt smuk den friske Kind;
Tankernes Duft
Stiger i Luft,
I Hjertet er det snart Skærsommer.
Ved Vinduet staaer hun, for i Aftnens Vind
De varme Kinders Glød at svale,
Da banker det, en Beiler træder ind:
»Skjøn Jomfru lytte til min Tale!«
Og som hun lytter drømmende dertil,
Det gjennem Sjælen gaaer som Harpespil;
Livspoesi
Svæver forbi
Den unge Rose i Skærsommer.
Og denne Klang af Elskovs Harpespil,
Den toner end i Livets Aften;
Den lyder mildt, naar Øiet lukkes til,
Og giver Kvindehjertet Kraften.
Den stille Lykke blomstrer stadig kun,
Hvor Kjærlighed befrugter Sjælens Grund:
Derfor hvert Savn
I Kvindens Favn
Til Lyd af Elskovs Strænge slumrer.
Lad Manden færdes kun i Tankens Strid,
I Tvivlens Kamp og svare Trængsel;
I Tankens Fred sig hviler Kvinden blid,
I Hjemmet hviler hendes Længsel.
Til Lykke derfor, du i Vuggen der!
Til Lykke, Glut! at ingen Dreng du er!
Ja, lille Moer!
Tro vore Ord,
Og vær du glad, det er en Datter!